I den kommende tid skulle biografgængere landet over have set et reklamespot fra Retten til liv, som er en forening af abortmodstandere, men det har Dansk Reklame Film sat en stopper for.

Dansk Reklame Film, som er en del af Egmont Gruppen, distribuerer reklamefilm til en række danske biografer. Retten til liv oplyser, at foreningen havde indgået en aftale med Dansk Reklame Film, som betød, at reklamespottet, der har titlen 'Fars dag', skulle vises i en række danske biografer.

Læs også:

Den aftale har Dansk Reklame Film ifølge foreningen trukket tilbage, kort før kampagnen skulle begynde. En beslutning, som Retten til liv slet ikke forstår.

»Vi har svært ved at forestille os, at nogen kan føle sig krænket af et så indlysende positivt budskab, men må konstatere, at der ligger et tungt tabu over al tale om abort,« siger Ellen Højlund Wibe, landssekretær i Retten til liv.

Læs også:

I 2013 trak Dansk Reklame Film en lignende anti-abort reklame tilbage fra danske biografer efter en storm af forbrugerklager. Claus Rothoff Brix understreger overfor bt.dk, at Dansk Reklame Film altid forbeholder sig ret til ikke at vise en reklame, når de ser den.

"Biografreklamer kan ikke fravælges, når man først sidder i biografen, som man kan det, hvis det er en reklame på tv. Vi har et ansvar over for vores kunder, som har betalt for at komme i biografen og få en god oplevelse. Det skærper vores hensyn til kunderne, og derfor har vi fravalgt at vise det konkrete reklamespot," siger Claus Rothoff Brix.

Retten til liv har netop skudt en større reklamekampagne mod abort i gang. Ifølge Ellen Højlund Wibe er formålet med kampagnen at 'udfordre manden til at tage ansvar for det ufødte barn, han er far til - også selvom det ikke var planlagt.'

»Vi ønsker at gøre opmærksom på, at den uventet gravide kvinde står enormt sårbar og alene, og at det er uacceptabelt at presse sin kvinde til at vælge en abort,« siger landssekretæren.