Det har konsekvenser for fødende kvinder, når jordemødre ikke har tid nok til at være den støtte, der er brug for op til, under og efter en fødsel. Det ved Thilde Kjærgaard Lange alt om, for hun fødte i juli en dødfødt søn på Kolding Sygehus, og ifølge hende var der ’ikke styr på noget som helst’.
I juli fødte 27-årige Thilde Kjærgaard Lange sin søn, Storm. Han var dødfødt, og det var hun og kæresten, Kenneth Kjærgaard Lange, forberedte på, da han led af tre alvorlige hjertefejl. Men parret var ikke forberedte på de kaotiske tilstande på Kolding Sygehus, som de oplevede, da Thilde Kjærgaard Lange blev indlagt op til fødslen.
»Der gik så lang tid, hver gang vi havde brug for hjælp. Når der så kom nogen, var de der ikke særlig længe. Vi havde en følelse af, at der ikke var tid til det. Jordemødrene kom med modsatte oplysninger af, hvad vi havde fået at vide af sygeplejerske og læger,« fortæller Thilde Kjærgaard Lange i dag til BT.
Læs også: Jordemødre om livet på fødegangen: Det har simpelthen knækket os
Inden fødslen fik hun at vide, at hun kunne blive så længe, hun havde brug for efter fødslen, og at hendes mand, Kenneth, også ville blive indlagt og desuden ville blive tilbudt gratis mad.
Parret skulle samtidig tage stilling til, hvorvidt deres søn efter fødslen skulle obduceres. Ifølge lægen ville dette tage ’et par dage’.
»Da jeg så var indlagt, og jeg lå dér med smerter både fysisk og ikke mindst psykisk over at skulle føde min døde dreng, var svarene på vores spørgsmål lige pludselig helt det modsatte af, hvad vi havde fået at vide onsdag,« fortæller Thilde Kjærgaard Lange.
Læs også: Jordemoders nødråb: Det er ikke sikkert at føde længere - hverken for mor eller barn
Parret fik nemlig at vide, at Kenneth nu alligevel ikke kunne få lov til at blive indlagt sammen med Thilde, og han kunne heller ikke forvente at få tilbudt gratis mad. Og hvad angik obduktionen, så viste det sig pludselig, at det ikke kun tog et par dage. Faktisk kunne det tage op til seks uger, før de kunne få lov til at begrave ham.
»Det har da været hårdt, at vi skulle forholde os til en masse praktiske ting, som der bare ikke var styr på, når vi samtidig havde mistet et barn. Det synes jeg, har været belastende,« fortæller Thilde Kjærgaard Lange.
Under fødslen lod det heller ikke til, at der var styr på noget. Det oplevede hun, da både temperatur og infektionstal på få timer steg voldsomt.
»Jordemoderen styrtede ud for at finde en læge at spørge til råds, men inden hun kom tilbage, gik veerne i gang. Kenneth rykkede igen i snoren. Jordemoderen kom og sagde: ’Nå, men det er fint. Jeg kommer tilbage igen om lidt’. Der gik lang tid, og det endte med, at vi måtte rykke i snoren igen,« fortæller hun.
Da hun endelig blev kørt af sted mod en fødestue, gik vandet pludselig. Hun blev smurt ind i fostervand og blod, men da der ingen ledig fødestue var, råbte hun:
»Det har der kraftedeme at være. Nu stopper I! Jeg lå til offentligt skue (og nu er jeg meget forfængelig i forvejen i forbindelse med at vise min krop frem) midt på gangen, smurt ind i blod og fostervand, og svaret var, at der ikke lige var nogen ledig stue,,« erindrer Thilde Kjærgaard Lange.
Læs også: Soffi var bange og utryg på sygehuset: Næste gang føder jeg hjemme!
Efter fødslen skulle personalet have taget fod- og håndaftryk af lille Storm, og der skulle også tages billeder af den lille dreng, som familien kunne tage med sig hjem som et minde om deres søn. Men sådan blev det ikke.
»På sygehuset fik vi gentagne gange at vide, at de havde travlt, fordi det var ferietid. Vi var alene det meste af tiden. Der var ingen, der havde styr på noget som helst. Ingen kunne svare på noget, og dem der kunne, gav os modsatte oplysninger af, hvad vi havde fået at vide inden indlæggelsen,« fortæller hun.
Selvom Thilde Kjærgaard Lange var stærkt utilfreds med behandlingen på Kolding Sygehus, har hun i dag forståelse for, hvorfor det hele var så kaotisk. Hun har set filmen ’I jordemødrenes sko’, og nu har hun faktisk medlidenhed med de jordemødre, der arbejder på landets fødegange.
»Jeg var måske heller ikke pissenem at danse med. Men hvad havde de regnet med? Jeg skulle føde et dødt barn. Jeg havde brug for en jordemoder, der var der for mig og beroligede mig. Jeg har aldrig været mere bange i mit liv end den dag. Jeg har siden fødslen været sur og træt af den behandling, vi fik. Men set i bakspejlet har jeg faktisk ondt af jordemoderen.«
Thilde Kjærgaard Lange fortæller, at hun ikke er utilfreds med personalet på Kolding Sygehus, for det er jo ikke deres skyld, at der ikke var resurser nok.
»Det er uværdigt for begge parter. Da vi lige havde født lille Storm, var jeg imod jer og sur over behandlingen. Men efter alt det her og efter at have set jordemødrenes video, så holder jeg med jer i stedet. Det gik lige pludselig op for mig, hvorfor det var så uorganiseret, som det var. Det gik op for mig, at fødslen måske var næsten ligeså hård for jordemoderen, som den var for mig.«
