En video går netop nu verden rundt. En video, der på ingen måde udstiller danskerne som dyrenes venner.

Optagelserne viser, hvordan syv hundehvalpe og en kattekilling bliver aflivet for øjnene af buspassagerer, der er på vej over grænsen i Padborg.

Hændelsen er blevet filmet inde fra bussens vindue, og ifølge vidner var aflivningerne til fuld skue for passagererne.

Det skete da en bus skulle over grænsen ved Padborg, og en person fra Litauen havde dyrene med.

Videoen ligger på Youtube, og den viser, hvordan en dyrlæge giver dyrebørnene indsprøjtninger, mens en politimand står ved siden af. Optagelserne har desuden ligget på det litauiske medie, lrytas.lt's, hjemmeside. I starten af videoen står der: 'Ligger dette land i Afrika? Nej i EU. Sikke en skam!' På videoen fremgår det, at hele processen sker udenfor og ikke på nogen måde skjult for folk i nærheden.

Ifølge Padborgs Politi var aflivningen nødvendig, da dyrebørnene var for små.

- De var for unge til at blive taget væk fra deres mor, og så kan der ske to ting, man kan aflive dem, og man kan sætte dem i karantæne, siger Palle Linné, der er chef ved udlændingekontrollen. 

Han var ikke på vagt på dagen, hvor det skete, men så vidt han er orienteret vurderede en dyrlæge, at de skulle aflives, og at de blev kørt på Tinglev Dyrehospital.

Videoen på Youtube er private optagelserne, og politiet i Padborg kender ikke noget til den.

Vedkommende, der havde taget hvalpene og killingen med, fik ifølge politiet en bøde.

Se videoen her: