I morgen, lørdag den 1. oktober, vil prisen på de fede fødevarer stige, så nu er det sidste chance for at hamstre til den billige pris.

Afgiften på mættet fedt bliver nemlig fra midtnat hævet til 16 kr. per kilo. Ifølge Ritzau betyder det, at en pakke smør på 250 gram vil stige fra 15,50 kroner i butikkerne nu til 18,10 kroner, og et halvt kilo ost (45%) vil stige halvanden krone til 36,10 kroner. Ligesom Landbrug og Fødevarer skriver, at hakket oksekød med 12 procent fedt får en prisstigning på godt en krone, og prisen på piskefløde stiger næsten 2,50 kroner.

TROR DU, AT FEDTAFGIFTEN VIL FÅ DANSKERNE TIL AT SPISE MINDRE FEDT? DELTAG I DEBATTEN UNDER ARTIKLEN 

En udregning fra interesseorganisationen Landbrug og Erhverv viser, at det handler om en del ekstra penge, der skal findes i danskernes budget.

- Det bliver dyrere at være dansker. En almindelig familie med to børn vil få en ekstraregning på omkring 1.000 kroner om året, hvis de ikke ændrer forbrugsmønster, viser vore beregninger, siger erhvervspolitisk direktør Lone Saaby til Politiken.

Det er ikke kun den almindelige dansker, der måske tænker på at hamstre fødevarer. Også supermarkederne har en interesse i at få købt stort ind, inden fedtafgiften rammer.

Det har de kunnet mærke på tarteletsalget hos Humlumbrød. Der er solgt 60 procent flere tarteletter i september i forhold til sidste år og lageret, der normalt ville være fyldt med 5 millioner tarteletter, er næsten tømt.

- Vores højsæson er normalt i oktober, november og december, men i år er sæsonen rykket frem på grund af fedtafgiften, siger direktør Henning Harregaard til Politiken.

Det vurderes, at fedtafgiften i alt vil give omkring 1,5 milliarder mere i statskassen.

Tror du, at fedtafgiften vil få danskerne til at spise mindre fedt? Eller er det en håbløs afgift?

Deltag i debatten herunder. De bedste indlæg bliver bragt i B.T.