Lyt til artiklen

Hvis du er ejeren af en iPhone, iPad eller iPod Touch, er der grund til at læse med her. En ny sikkerhedsbrist er opstået i Apple-softwaren Ios, der kan give hackere adgang til dit apparat.

Sikkerhedsfejlen blev kendt i dag, efter at hjemmesiden Jailbreakme.com offentliggjorde en kode, som man kan bruge til at fjerne nogle begrænsninger i styresystemet, så man blandt andet kan downloade ikke-godkendte apps. Et fænomen, der på engelsk kaldes 'jailbreaking'.

Problemet er imidlertid, at selv samme kode kan bruges af it-kriminelle til at designe vira, som er i stand til at inficere softwaren, så der er fri adgang til koder, e-mail osv.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters, som har talt med en it-sikkerhedsekspert, som slår alarm.

- Hvis du er en ondsindet hacker, er det via den nye kode muligt at designe en virus i løbet af få dage, siger Patrick Runald, der forsker i IT-sikkerhed, til Reuters.

Konkret kan man bruge koden til fx at designe en PDF-fil, der overfører en skjult virus til apparatet, som dokumentet downloades til. Det giver hackerne adgang til alle de oplysninger, der ligger gemt på din iPhone/iPad/iPod Touch.

Og der er mange, der kan blive ramt af sikkerhedsfejlen. Alene i årets første tre måneder blev der langet 18 millioner iPhones over disken.

Apple er endnu ikke klar med et tiltag, der lapper sikkerhedshullet, men elektronikgiganten lover, at den er på vej.

-Vi arbejder på at udvikle en løsning, der vil blive tilgængelig for vores brugere i en softwareopdatering, siger Trudy Muller, talskvinde fra Apple.