Richard Schumann er en af de lejere, der er stødt ind i Christian Riiber og Morten Friis Korsgaard. Det endte med at koste ham hjemmet igennem 30 år.

- Der kom svamp i ejendommen. Derefter bliver jeg genhuset og ryger ud af mit hjem, som jeg har haft i 30 år, fortæller Schumann, der også endte med at blive syg af svampeinfektionerne.

Schumann boede som lejer i en 150-kvadratmeter stor lejlighed på Sundevedsgade 5 i hjertet af Vesterbro i København. Han blev sluset ind i Christian Riibers ejendomsimperium, da hele ejendommen røg på tvangsauktion tilbage i perioden omkring 2009 og 2010.

Forhøjede varmeudgifter

Kenneth Schwartz Thomsens daværende medarbejder, Morten Friis Korsgaard, blev ansat som ejendomsadministrator, og kort efter fik lejerne besked på, at ejendommen skulle byfornys. Angiveligt opstod der økonomiske problemer, og i stedet modtog udlejerne på Sundevedsgade en melding om forhøjelse af varmeudgifterne.


Tagsten blev fjernet

Men det skulle hurtigt blive endnu værre for beboerne. Et utæt tag betød flere vandskader i ejendommen, og Richard Schumann, der som beboerrepræsentant stadig slås med Christian Riibers og Kenneth Schwartz Thomsens tidligere advokat, Tue Askeland, om varmeudgiftsforhøjelsen, måtte til sidst flytte.

- Først blev alle dem, der bor i klubværelser på øverste etage, bortset fra et par stykker, smidt ud. Derefter sker der det besynderlige, at der er nogle, som begynder at fjerne enkelte tagsten, så taget over de tomme klubværelser bliver utæt, og vandet begynder at dryppe ned gennem ejendommen, fortæller Schumann.

- Tiden går, og jeg prøver at gardere mig for, at det skal regne i min stue. Så kommer der det her kæmpe regnskyl forrige år, og derefter går det amok. Efterfølgende kommer der svamp, og så er det, jeg henvender mig til at Lejernes LO og derigennem Huslejenævnet.

Huslejenævnet afgjorde, at Christian Riiber skulle ordne taget, men sagen blev siden overtaget af kommunen, hvorefter afgørelsen strandede. Richard Schumann og en anden beboer blev derefter genhuset.

- Jeg bliver genhuset i 13 måneder, hvilket ifølge de gældende regler betyder, at jeg lige akkurat ikke kan vende tilbage til mit hjem, som jeg har haft i 30 år, og hvor jeg har set mine børn vokse op, siger Schumann, der i dag er blevet genhuset i et rækkehus i Valby til en husleje, der er 3.000 kroner højere.

Morten Friis Korsgaard kender godt til Richard Schumanns sag.

- Det er altid trist, når man får klager, og vi plejer at løse dem, det kunne vi desværre ikke i det her tilfælde, siger Morten Friis Korsgaard til BT.