I forbindelse med en voldtægt af en blot ni-årig pige efterlyser Midt og Vestjyllands Politi nu en grå personbil.

Bilen er af mærket Peugeot, model 207.

Den ni-årige pige blev voldtaget den 13. juni mellem kl. 18.00 og kl. 20.30. Hun blev lokket ind i en bil ved Legind Sø på Mors og kørt til et ukendt sted 35 minutter derfra, hvor voldtægten fandt sted.

Politiets efterforskning har siden hen ført til, at Midt- og Vestjyllands Politi efterlyser vidner, der har set den grå Peugeot 207 onsdag den 13. juni 2018 i tidsrummet 18.00 til 20.30 i området omkring Vinderup, Salling og Mors.

Politiet mistænkte en mand i forbindelse med voldtægten, og han blev anholdt og sigtet ni dage efter, at voldtægten skulle have fundet sted.

Den sigtede mand, der er 34 år, blev som 23-årig dømt for fuldbyrdet voldtægt af en 12-årig pige ved Gjerrild på Norddjursland. Og igen nogle år senere blev han idømt tre et halvt års fængsel, fordi han forsøgte at lokke piger til sex gennem Facebook og Arto.

Politiet har ind til videre kun fået to henvendelser på den efterlyste bil i det givne tidsrum, men det har ikke været brugbare henvendelser.

Hvis du kan hjælpe politiet, kan de kontaktes på 114.