»Al-Qaeda, siger jeg så. Det er kun al-Qaeda, der kan lave den slags,« udbrød Per Stig Møller, da katastrofens omfang var gået op for ham. Danmarks senere udenrigsminister oplevede terrorangrebet 11. september på tætteste hold.

Egentlig var Per Stig Møller begyndt at kede sig.

Men så så han noget, som instinktivt vakte hans bekymring.

Sammen med sine medrejsende sad han bænket i det amerikanske forsvarsakademi nær Washington for at høre generaler komme med deres analyser af verdens sikkerhedspolitiske situation.

Vi skruer tiden næsten præcis 16 år tilbage til 11. september 2001 – få måneder før Per Stig Møller blev Danmarks udenrigsminister.

Det anede han imidlertid intet om denne solbeskinnede dag, hvor han besøgte USAs hovedstad som konservativt medlem af Folketinget sammen med andre medlemmer af Udenrigspolitisk Nævn.

Et tætpakket program bød denne efterårsmorgen kl. 09.00 på et besøg på forsvarsakademiet. Egentlig skulle delegationen have besøgt det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, men programpunktet var blevet ændret kort forinden.

Ved indgangen til akademiet lige over for Pentagon angav en særlig farvepyramide, hvor stor fare verden bød på set med amerikanske øjne.

»Jeg husker farven som hvid. I hvert fald markerede det, at der var fred og ingen fare overhovedet. Alt åndede fred og ro. Det var solskin og i det hele taget en smuk dag,« erindrer Per Stig Møller.

Ikke meget i generalernes overflyvning af verdenssituationen kom dog bag på Per Stig Møller under den eksklusive briefing. Alligevel blev han bekymret.

»Der var ikke noget særligt overraskende i det, de fortalte, hvis man fulgte lidt med. Jeg sad efterhånden og kedede mig. Jeg sad med ansigtet vendt mod vinduet. Og pludselig så ser jeg det her fly lave en mærkelig bevægelse, nærmest en S-bevægelse. Jeg tænkte straks: Det var dog en besynderlig bevægelse,« fortæller Per Stig Møller:

»Om det er så er den flyvemaskine, der efterfølgende har ramt ind i Pentagon, kan jeg ikke vide med sikkerhed, men det er jo formentlig den, for den lavede de her bevægelser, som gjorde, at den kunne dreje sig ned i ground floor i Pentagon.«

»Der er røget en bombe i Pentagon«

Da briefingen var slut, vandrede de udsendte danske politikere ned mod udgangen – frit efter Per Stig Møllers hukommelse talte gruppen også folketingsmedlem Søren Søndergaard fra Enhedslisten, SFs Holger K. Nielsen, Jeppe Kofod fra Socialdemokratiet, Venstres Svend Aage Jensby samt Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti.

»Vi var lidt forsinkede, da vi kom ud på gaden, så klokken må have været nogle minutter efter 9.30. Jeg ser så de her forfærdeligt giftige røgsøjler komme op fra Pentagon. De er gule, sorte og mørkeblå. Jeg siger så spontant til Jeppe Kofod: »Der er røget en bombe i Pentagon.« De andre svarer. »Hold nu op, der er da ingen, der bomber Pentagon«.«

Per Stig Møller følte sig dog overbevist, for at der ikke var tale om en halmbrand, kunne alle se. Men de havde ikke hørt noget brag eller nogen eksplosion.

»Da vi så kom ind i bussen, sad chaufføren og så på det fjernsyn, der var i bussen. Han så ikke på Pentagon. Han så på billeder, der viste flyene, der var fløjet ind i Twin Towers i New York. Det vidste vi jo ikke på det tidspunkt. Jeg peger så på Pentagon, og chaufføren udbryder: Oh, my God.«

Danmarks udenrigsminister gennem næsten ti år udgav for nylig erindringsbogen »Udenrigsminister i krig og fred« om konflikter og fredsprocesser gennem sin udenrigsministertid fra november 2001 til 2010. Og om tiden op til.

Vi har bedt Per Stig Møller genfortælle sine oplevelser fra den dag, der på mange måder kom til at definere hans tiår som udenrigsminister.

En dag hvor han som planlagt var i Washington. Og hvor han ved et tilfælde ikke var i Pentagon.

Dagen hvor 19 mænd kaprede fire passagerfly. Terroristerne styrede to af flyene ind i World Trade Centers tvillingetårne i New York – et i hvert tårn.

Passagererne på et de fire fly forsøgte at overtage kontrollen, hvilket førte til, at flyet styrtede ned på en mark i Pennsylvania.

American Airlines´ flight 77 styrtede ned i Pentagon den morgen klokken 09:37:46 lokal tid.

»Så kommer der en betjent med en maskinpistol: Move on, move on!«

»al-Qaeda, siger jeg så. Det er kun al-Qaeda, der kan lave den slags.«

Med ét var katastrofens omfang gået op for Per Stig Møller og de andre politikere:

»Det står klart for os alle, at det er et voldsomt angreb på USA,« fortæller Per Stig Møller.

»Så kørte vi mod State Department (Udenrigsministeriet, red.). Jeg sagde til ambassadesekretæren: Du behøver ikke køre til State Department, for der er ikke et øje. Men vi skulle til State Department, for vi skulle holde tidsplanen«:

»Da vi så kommer frem, myldrer der folk ud fra State Department, for man frygtede jo, at det var det næste bombemål. Så kommer der en betjent med en maskinpistol og råber: Move on, move on!«

Derpå blev enhver planlagt dagsorden kastet bort, og delegationen endte hos den danske ambassade og daværende ambassadør Ulrik Federspiel.

»Tæt ved ambassaden lå Clinton-familiens bolig. Så vi fik besked på, at vi ikke måtte forlade området. Politiet ville ikke have nogen ind eller ud.«

I sidste ende fik de danske politikere lov at forlade ambassaden for at begive sig mod hotellet i Georgetown. En gåtur, der for altid har sat sig i Per Stig Møller erindring.

»Vi gik igennem byen i gader, der er fuldstændigt tomme. Fuldstændigt tomme. Alle bilerne holdt parkeret foran husene, og vi kunne se det der blå lys fra fjernsynsskærmene. Amerikanerne var chokerede og sad hjemme og fulgte med.«

»Det var terrorens gennembrud«

De danske politikere fik daglige briefinger og kunne følge et USA i undtagelsestilstand.

»Søren Søndergaard og Holger K. Nielsen meldte sig straks som bloddonorer. Netop de to fra venstrefløjen, de mest Amerika-kritiske, meldte sig med det samme som donorer. Det må jeg tilstå. Det tager jeg hatten af for.«

I løbet af de kommende dage gik der rygter om, at et Icelandair-fly havde fået starttilladelse.

»Da vi hørte rygtet, prøvede jeg og Peter Skaarup at komme til lufthavnen, men der var trafikprop. Vi kunne ikke engang komme afsted fra hotellet. Vi overvejede også at lade ambassaden køre os til Canada, men også grænsen var lukket. Amerika var lukket.«

Per Stig Møller tøver i dag ikke med at udråbe dagen som én, der ændrede historien.

»Det var terrorens gennembrud. Selv om der var meget terror i 90erne, var det et terroristisk gennembrud, for det var et angreb på USA, hvor man ikke havde kunnet forestille sig, at der kunne ske et angreb. Det var et brud, en øjenåbner, for den konflikt mellem muslimske civilisationer og kristne vestlige, der har præget årene siden.«

Der skulle gå fem dage, før Per Stig Møller og den øvrige delegation kunne komme hjem med det første SAS-fly ud af Washington.

Det totale antal døde ved terrorangrebet 11. september er opgjort til 2.995, inklusiv de 19 flykaprere.