Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

De ansatte på Danmarks Radios P3 er dybt berørte over den ulykke, der i går kostede en 32-årig mand livet og kvæstede en anden ved radiostationens stort anlagte jubilæumsfest.

Det skriver stationens ledelse i en kort meddelelse på Facebook.

-Det er ubeskriveligt tragisk, at det kunne ske og vores eneste tanker går lige nu til de pårørende til de to, som blev ramt af ulykken. Det er helt uvirkeligt for os, at en aften som var fyldt af glæde, god stemning og fest kunne ende så tragisk, hedder det blandt andet i indlægget.

Som følge af ulykken har P3 valgt at ændre dagens sendeflade. Dagen igennem skulle der være bragt musik og glade stemningsreportager fra gårsdagens koncerter og festligheder, men i steder vil søndagen nu komme til at ligne enhver anden, oplyser stationen ligeledes på Facebook.

Ulykken skete omkring klokken 22, da fejringen af P3s halve århundrede i æteren så småt lakkede mod enden. Jubilæet blev holdt på Trekronerfortet, der ligger på en lille ø ud for København, og her kom det 32-årige dødsoffer og en to år ældre mand gående på en gammel fæstningsvold, da de tilsyneladende begge gled i det dugvåde græs.  

Fra volden styrtede de fire meter ned og landede på en mængde store kampesten.

Den 34-årige mand, der overlevede faldet, er fortsat indlagt på hospitalet, men er uden for livsfare.

DR afviser at kommentere, om sikkerheden på fortet har været tilstrækkelig, før en undersøgelse har klarlagt de nærmere omstændigheder ved ulykken. 


Andre læser også