Er du en af de mange danskere, der ivrigt bruger din Facebook-profil, vil du i fremtiden opleve, at internetportalen er begyndt at kræve betaling for en række funktioner.

Som noget helt nyt kræver Facebook nu, at du skal betale 6,50 kr., hvis du ønsker at sende en besked til en anden bruger, som du ikke er venner med og samtidig heller ikke har nogen fælles venner med. Det betyder, at hvis du skal sende en besked til brugerens indbakke, skal du hive kreditkortet frem og betale de 6.50 kr.  

- Det her er et tydeligt bevis på, at Facebook langsomt er ved at vænne os til at betale for en række funktioner, siger Torben Vognsen, chefredaktør på Gadgetmagasinet iNPUT.

- Facebook har hele tiden haft problemer med at tjene penge, og det vil de gerne lave om på. Det er blandt andet derfor, at vi oplever mange flere annoncer på Facebook end tidligere. Jeg tror ikke, at den almindelige bruger vil blive opkrævet penge for at have deres profil. Det vil være at skyde sig selv i foden. Men indirekte vil flere opleve, at det bliver svære at skelne mellem, hvad der er annoncer og sponsorerede indlæg, og hvad der er indlæg fra ens venner og andre brugere, forklarer han.

Den voksende brugerbetaling vil især ramme større profiler som f.eks. foreninger og grupper, mener Torben Vognsen. I fremtiden kan de risikere at blive opkrævet penge, når de skal sende oplysninger ud til både deres medlemmer og eventuelt kommende medlemmer.

- De større profiler vil helt sikkert opleve en øget betaling, og så bliver det spændende at se, hvilke funktioner den almindelige bruger kommer til at betale for, siger han.

Vil du betale for at benytte bestemte funktioner på Facebook?

Deltag i debatten herunder.

Andre læser også