Hvis prognoserne holder, får vi allerede en herlig forsmag på sommeren fra på tirsdag, vurderer meteorologer

Der er sikkert mange sommertrængende dansker, der går og drømmer om lunere temperaturer. Og som det ser ud nu, er sommervarmen endelig på vej til Danmark. Allerede hen over weekenden, forlyder det.


- Det bliver generelt lunere og lunere i de kommende dage. Solen kan godt komme op på 25 grader. Lige i øjeblikket ser det godt ud, fortæller vagtchef ved DMI, Frank Nielsen til bt.dk.  

- Det, der bliver afgørende er, om det holder helt tørt. Det er stadig usikkert, om det kommer til at regne, fortæller vagtchefen, der anslår, at der er 70 procents sandsynlighed for temperaturer over 22 grader i næste uge.

- Prognosen kan stadig nå at svinge meget. Men hvis vi er heldige kan temperaturerne sagtens komme over 25 grader på tirsdag.

Hos TV 2 Vejrcenter er man optimistisk om solens ankomst.   

- Prognoserne fra TV 2 Vejrcenter er dog helt enige om, at det i løbet af weekenden gradvist bliver varmere. Og fra søndag og ind i starten af næste uge vil termometret vise op til 23 grader, hvor det bliver varmest. Sommervarmen kulminerer ifølge de samme prognoser tirsdag, hvor der måske kan være udsigt 25 grader, og dermed måske også årets første sommerdag, fortæller Anders Brandt TV2 Vejret

- Inden man løber ind og hiver badetøjet frem fra den øverste hylde i klædeskabet og begynder at gøre havegrillen klar, så skylder vi at sige, at den varme luft, der strømmer frem mod os fra sydøst gør det omkring et lavtryk, som kan sørge for, at der især i eftermiddagstimerne og om aftenen kan komme kraftige regn- og tordenbyger, fortæller Anders Brandt.

Tendensen er dog helt klart, at vi fra søndag til og tirsdag får sommerligt varmt vejr med temperaturer, som de fleste steder når op et sted mellem 20 og 25 grader. Det er også ret sikkert, at der kommer nogen sol, men også at dagene flere steder i landet kan ende med bulder og brag - og store mængder regn.

Med vinden i det østlige og sydøstlige hjørne, så vil det uanset sommervarmen blive betydeligt køligere ved de østvendte kyster.

Havvandet rundt om Danmark ligger lige nu mellem 9 og 12 grader, hvilket vil gøre det til kølig fornøjelse ved en kyst med pålandsvind, ligesom en dukkert også kan blive en iskold en af slagsen.