Det var Peter Madsen, der sammen med Kristian von Bengtson tændte op under de store drømme. Men 'raket-madsens' iltre temperament førte til en indædt intern krig og brud. Nu hænger han igen som en sort sky over foreningen, der stadig drømmer om at blive de første amatører, der sender et bemandet fartøj ud i rummet.
»All hands stand by. Ten. Nine. Eight…..«
En ubarmhjertig og urokkelig sort sky har lagt sig over Refshaleøen i København. Synes upåvirket af den ellers bidende blæst fra nord, der rusker godt i affyringsrampen MLP Sputnik, hvor raketten 'Nexø II' for flere timer siden blev monteret. Stort set alt har kørt efter bogen. Indtil nu.
Gruppen af granvoksne mænd skuler med bekymringsrynker i panden mod den truende himmel, der næsten symbolsk ligger som en hånlig påmindelse om den skygge, der endnu en gang er kastet over deres forening.
»Vi gider bare ikke blive associeret med ham!« kommer det med fast stemme og endnu dybere furer i panden fra Mads Wilson om manden, der har kastet skyggen. Manden, der engang var med til at tænde op for deres drømme, men som siden blev et bekendtskab, man helst var foruden.
Peter Madsen.
Han var egentlig lagt bag dem for flere år siden. Vreden og bitterheden parkeret. Nu er der ribbet op i de gamle sår.
Copenhagen Suborbitals - eller CS i daglig tale - hedder foreningen, som i dag har omkring 50 aktive medlemmer, der alle frivilligt og ulønnet investerer mellem 20 og 40 timer ugentlig af deres dyrebare fritid for at virkeliggøre drømmen om at blive de første amatører, der sender en mand ud i rummet.
Det er den drøm, de denne søndag tager endnu et skridt på vejen mod at realisere. Det vender vi tilbage til.
Det var Peter Madsen, der tilbage i 2008 sammen med Nasa-arkitekten Kristian von Bengtson leverede brændstoffet til den drøm.
Hver for sig kunne de noget helt særligt.
Ligesom CS’ raketmotorer i dag er drevet af flydende ilt og sprit, to komponenter, der hver især ikke kan få meget til at flytte sig, kunne de to menneskelige komponenter tilsammen få drømme til at lette.
Peter Madsen var den lidt excentriske og selvlærte opfindertype, der kunne noget med motorer. Kristian von Bengtson var arkitekten med en mastergrad i rumfartsvidenskab, som havde arbejdet for Nasa og havde forstand på rumkapsler.
»Hvis ikke det havde været for Kristian og Peter, så var det her projekt aldrig skabt,« siger 40-årige Mads Wilson, som sidder i CS’ bestyrelse og har været med om bord siden slutningen af 2012.
Har man set dokumentarfilmen 'Amateurs in Space' - der havde premiere sidste efterår - kender man allerede til noget af historien om det storslåede fælles raketprojekt, der havde - og stadig har - potentiale til at placere Danmark på det internationale rumfartskort, oppe i superligaen.
De nåede at bygge tre raketter. To rumkapsler. Et launch escape system. De var det perfekte match.
»Både von Bengtson og jeg har lavet projekter før uafhængigt af hinanden,« skrev Peter Madsen i CS’ blog på fagbladet Ingeniørens hjemmeside i 2012 og fortsatte:
»For at sige det som det er - von B er altså noget helt særligt - og det er en kombination af hans og mit gemyt - og evne til at håndtere uenighed der gør, at vi ikke for længst er sprængt og fragmenteret. Evner man at bekæmpe sine uenigheder i stedet for hinanden kan man komme langt.«
Men gemytternes evne til at håndtere uenigheder varede ikke ved.
…. Seven. Six…...
Denne søndag i oktober har gruppen af mænd ladet koner og børn i stikken for at udføre dét, de kalder en simuleret opsendelse af raketten Nexø II.
Raketten skulle have været en tur op i de højere luftlag i slutningen af august. Men en svensk øvelse i luftrummet betød, at missionen måtte droppes og udsættes til foråret 2018. Nu udnytter de ventetiden med at gennemprøve og finjustere den fem sider lange tjekliste med flere hundrede punkter. Helt frem til det sidste. 'Ignition' står der.
Lagerbygningen på Refshaleøen vidner om, at dét her ikke er for sjov. I den ene ende finder man rumkapslen Tycho Deep Space I, i den anden dét, de jokende kalder 'den første dansker i rummet', testdukken som var ombord på rumkapslen. Og midt i det hele den ramponerede raket Nexø I, som sidste sommer fik en ublid medfart, da den efter en succesfuld opsendelse kom ned uden faldskærm.
»Men motoren fik ingen skader, så den har vi flyttet over i Nexø II,« forklarer Mads Wilson.
Mændene kommer dryssende ind i den råkolde hal. Bestyrelsesformand Kristian Elof Søren forsøger at få et overblik over, om alle funktioner er mødt ind.
Normalt - når de går og skruer og nørder i hallen - er de bare Kristian, Thomas, Morten, Mads og Jacob. Men når det er alvor, går de over til funktionsnavne som 'flightdirector', 'pad', 'booster', 'locks' og 'pyro'. Så udfylder de alle en særlig plads i det store raket-maskineri.
Thomas Pedersen - som er 'flight-director' - kalder til briefing. Den foregår på engelsk. Han gennemgår dagens program. Alt, der skal indgå i prøveopsendelsen trilles ned til havnekajen og rigges til. Skridt for skridt. Punkt for punkt.
»Vi tager det stille og roligt,« supplerer 'pad’en', Jacob Skov Larsen.
Stille og roligt var bestemt ikke ord, der kendetegnede Peter Madsens sidste tid i foreningen, hvor en del af dialogen foregik i fuld offentlighed via fagbladet Ingeniørens spalter.
Efter flere succesfulde opsendelser, som havde vakt interesse langt ud over Danmarks grænser, var foreningen vokset eksplosivt. Og det var Peter Madsens temperament åbenbart også.
I Ingeniøren blev han af anonyme CS-folk beskrevet som 'en ildsjæl, der smider med ting, råber ad folk, ikke overholder aftaler, er for fokuseret på at komme i medierne.'
Og ikke mindst mellem Peter Madsen og Kristian von Bengtson sprang der gnister.
I dokumentarfilmen 'Amateurs in Space' kunne man næsten se de eksplosive ladninger mellem de to vidt forskellige personer.
Gnisterne spredte sig ud i foreningen, hvor flere og flere medlemmer smed håndklædet i ringen.
»På en almindelig arbejdsplads havde hans mappe med personalesager været så tyk som en telefonbog. Det er så frustrerende, fordi han også er et dejligt menneske. Men stemningen er sommetider så ubehagelig, og man aner ikke, hvem der bliver angrebet næste gang,« som elektronikudvikler Steen Andersen i sommeren 2014 sagde til Ingeniøren.
Han var et af de centrale medlemmer i foreningen, der havde fået nok. Kristian von Bengtson en anden. Mere end 250 kommentarer afstedkom artiklen på Ingeniørens hjemmeside.
Fire dage senere forlod Peter Madsen den forening, hvis drømme om som de første amatører at sende et bemandet fartøj ud i rummet han Kristian von Bengtson havde leveret brændstof til.
Lettelsen var stor.
»Jeg tænker at træde ind i CS igen. Jeg vil i den grad, jeg magter det, støtte projektet og hjælpe, hvis det giver mening,« sagde Kristian von Bengtson til Ingeniøren samme dag.
….. Five. Four…....
I dag er Kristian von Bengtson mest en slags æresmedlem i CS, Copenhagen Suborbitals, som både i antallet af frivillige og sponsorer er vokset enormt de seneste år. Og tilgangen til det store fælles mål er ifølge Mads Wilson blevet langt mere professionelt.
»Vi kan ikke ændre historien. Hvis det ikke havde været for Kristian og Peter, var det her aldrig kommet igang. Så de har en plads i den. Der er bare sket rigtig meget siden.
Det er muligt, at nogen tror, at drømmene blev sat tilbage efter bruddet med Peter, men det gjorde de ikke. Vi skiftede bare gear,« forklarer han og fortsætter:
»Én af de ting, som vi lærte undervejs, var, at den der helt simple måde at gøre tingene på, det kan man ikke. Det er mere kompliceret end som så, opgaven er meget større, end man havde troet. Selvfølgelig kan - og skal - tingene gøres meget mere simpelt end hos NASA, men Silvan, gaffatape og pinde kommer man ikke langt med. Ikke hvis man vil overleve en tur i rummet.«
Og det vil Copenhagen Suborbitals.
Men Mads Wilson lægger ikke skjul på, at det er en hård kamp, når man er oppe imod globale spillere som Jeff Bezos, Elon Musk og Richard Branson, mænd, som har det tilfælles, at de vælter sig i penge.
Det gør CS ikke. En række firmaer sponsorerer dem, men mest i form af materialer. De mange kolde kontanter, der skal til for at holde raketfabrikken flyvende, kommer primært fra private. Fra nogle af de 50.000 følgere fra hele verden, som deler den dyre drøm med dem.
»Vi arbejder på samme mål som Bezos, Musk og Branson. At sende mennesker ud i rummet. Vores tilgang er bare ikke kommerciel, og det betyder, at vi har mulighed for at være mere åbne om, hvad vi laver. Og vi har oplevet stor interesse fra både NASA, Space X og andre store internationale spillere, der er meget imponerede over dét, som vi laver,« forklarer Mads Wilson.
En kvart mio. kr. har raketten Nexø II kostet. Dertil kommer alle de timer, som de frivillige har lagt i at bygge den. Mellem 3.000 og 4.000 af slagsen. Skulle de konverteres til kroner og ører, kunne man lægge et par millioner oveni.
Mads Wilson har været en aktiv del af den siden 2012. Men mange af de omkring 50 frivillige har været med fra begyndelsen. Fordi de var vilde med raketter.
»Jeg husker, hvordan jeg sad klinet til fjernsynet i 1980'erne, hvis de sendte noget om rumfærger. Jeg havde alt på video og støvsugede det lokale bibliotek for alt, hvad der var om raketter. Det er stort set samme historie, som vi alle har,« fortæller 40-årige Mads Wilson, der ude i den civile verden er it-konsulent.
Flere af de frivillige arbejder professionelt med rumfart på bl.a. DTU Space, mens andre er læger og pædagoger i den virkelige verden.
Men denne her er drømmenes verden. Den realistiske drøm, som de investerer en god portion af deres fritid i.
Nexø II er forlængst trillet den lille kilometers penge fra lagerhallen til havnefronten.
»Hva’, skal den raket til Nordkorea?« joker en nysgerrig forbipasserende.
Godt nok er Refshaleøen et sted, hvor meget kan ske. Og sker. Men raketter er ikke hverdagskost.
De mange rå industribygninger har tiltrukket hipsterne, unge storbyboere, der for enhver pris ikke vil være som de andre og for enhver pris signalerer, at de ikke er det. Gør det ved at gruppere sig på steder som hipster-ølbrygger Mikkellers 'Baghaven', der ligger klods op af Sputnik, CS’ affyringsplatform ude i vandet.
Den hårde efterårsblæst river i Nexø IIs høje tynde metalcylinder, da den med nænsomme hænder lirkes om bord på Sputnik og fastmonteres. Der indkaldes til briefing.
»Det her er gennemspilning af launchday. Og vi spiller den så realistisk som vi kan,« forklarer Jacob Skov Larsen, 'pad’en', der har det overordnede ansvar for, at alt fungerer efter planen i det ruskende blæsevejr på Sputnik.
Klokken har forlængst passeret frokost. Den blev indtaget om bord på Sputnik. Rugbrødsmadder med pålæg. Det er formand Kristian Elof Sørensen, der sørger for, at alle er fodret af. Dåseleverpostej og kippers er fast inventar i madkassen.
Der er stadig mange punkter tilbage på den fem sider lange tjekliste. Næste sommer, når affyringen er for alvor, vil det foregå over to dage. I dag skal de omkring 20 frivillige samtlige punkter igennem.
De udfører en test af de 12 computere, der sidder i raketten. Sikrer, at de taler sammen, som de skal.
Peter Meincke skal til gengæld sikre, at raketten sidder, som den skal. Han er kravlet op i rakettårnet.
»Lige nu har det måske ikke den store betydning, men det er utrolig vigtigt, at han har den rigtige skiftenøgle med op dén dag, hvor vi befinder os ude midt på Østersøen. Der skal alt bare klappe,« forklarer Mads Wilson om nødvendigheden af at gennemgå hvert et punkt på tjeklisten. Selvom det i dag bare er en øvelse.
… Three. Two…...
Lige siden Peter Madsen blev varetægtsfængslet for over to måneder siden, har Copenhagen Suborbitals valgt at være tavse om manden, der var med til at fyre op under drømmene.
På deres hjemmeside har de i en udtalelse understreget, at hverken Peter Madsen eller den nu berømte ubåd 'UC3 Nautilus' har noget at gøre med dem længere. Og ikke havde haft det siden sommeren 2014, hvor alt eksploderede.
»We are all deeply saddened by the tragic death of Kim Wall and out our heartfelt sympathy goes out to her family and friends,« afslutter de deres udtalelse.
Som alle andre i dette land er de dybt berørte og rystede over sagen. Men Peter Madsen - eller Raket Madsen som han også kaldes - skal lægges bag dem. Har allerede fyldt rigeligt i historien.
Den sorte sky vil ikke flytte sig, hænger stædigt over havnen på Refshaleøen. Mændene og deres drøm er lige så stædig. De mest følsomme instrumenter er nødtørftigt dækket i tilfælde af regn. Ude på launchpad’en Sputnik begynder de frivillige at hoppe på stedet for at holde varmen. Deres skriggule veste tegner en skarp kontrast til den mørke himmel. Klokken nærmer sig 16.
Det trådløse netværk falder pludselig ud. Inde på kajen er der hektisk aktivitet for at få det genetableret i en fart.
»Så kører vi igen. Klar til step syv punkt 21,« lyder det endeligt med skrattende, men lettet stemme fra flightdirector Thomas Pedersen på walkierne.
På den lange bane er Copenhagen Suborbitals også klar til snart at tage endnu et skridt af drømmen. Hvor Nexø II er 30 cm i diameter og 6,7 meter lang, vil foreningens næste raket blive mere end dobbelt så stor. Den vil bringe dem tættere på endemålet. At sende en mand ud i rummet. Måske som de første amatører.
»Tidshorisont? Hvis vi havde pengene, ville det ske inden for to til fire år,« forklarer Mads Wilson.
»Vi har et budget på omkring en mio. kr om året. 75 pct. af dem går til faste udgifter som leje af hal og havneplads, så det giver sig selv, at det kommer til at tage noget længere, før vi er der. Men der kommer hele tiden nye sponsorer til, så vi er optimistiske,« tilføjer han.
»All hands stand by.«
Julelyset breder sig i mændenes øjne. Dette er øjeblikket de har ventet på.
..... Three, two, one. Ignition.
Spontane klapsalver bryder ud. En enkel fontæne på siden af rampen sprutter forsigtigt. Det bliver det tætteste, vi denne søndag i oktober kommer virkeligheden.
Thomas Pedersen takker alle mændene på walkien.
»Det gode er, at alt er gået som det skulle, så havde der været brændstof på raketten, var den gået i luften,« siger han med stolthed i stemmen.
Klokkken er 16.39. Nu skal der pakkes ned. Og så skal der holdes weekend med familierne. Til næste sommer bliver det alvor.
