Det kunne være endt helt galt, da der søndag udbrød brand i et hus i Nibe i Nordjylland, hvor en mor og hendes halvandet år gamle søn befandt sig. En snarrådig indsats fra den lille drengs morfar, som talte i telefon med moderen, da hun opdagede ilden, betød at branden blev slukket før den nåede at udvikle sig.

»Jeg talte i telefon med min datter, og lige pludselig råber hun, at det brænder, og så smider hun røret. Jeg ringede til hende igen, og så skyndte jeg mig ellers derover. Jeg nåede lige at tage en pulverslukker med, som jeg havde herhjemme, og så stormer jeg ellers afsted,« fortæller morfar Ernst Hansen til BT.

Han bor cirka halvanden kilometer fra sin datter. Det har tidligere forlydt, at Ernst Hansen reddede sin datter og barnebarnet ud af huset. Selv fortæller morfaren, at det ikke helt er sådan, tingene skete.

»Da jeg kom derover, havde min datter fået den lille ud af huset, og hun havde slået alarm til brandvæsenet. Hun havde været inde i huset et par gange og forsøgt at slukke ilden, men det gik ikke. Så jeg gik ind i køkkenet, hvor det stadig brændte ved komfuret, men det fik jeg slukket. Så der var ingen brand, da brandvæsenet kom,« siger Ernst Hansen.

Hans datter og barnebarnet Villads blev efterfølgende bragt til Aalborg Sygehus, hvor de er indlagt til observation for røgforgiftning. Ernst Hansen er lykkelig for, at branden blev opdaget i tide og der ikke skete mere.

»Jeg er rigtig glad for, at de kom ud så hurtigt, og de har det efter omstændighederne godt,« siger han.

Ifølge indsatsleder Søren Korsgaard fra Aalborg Beredskabscenter opstod branden, da Villads på halvandet år fik drejet på nogle knapper på husets komfur. Varmen antændte noget plastik og nogle klude ved komfuret, og det udviklede kraftig røg.

Takket være ernst Hansens hurtige indsats med pulverslukkeren nåede branden ikke at sprede sig til resten af huset. Huset har fået røg- og sodskader, men er ellers intakt.

»Det er heldigt, at det ikke spredte sig. Det er et ældre byhus, og jeg tør slet ikke tænke på, hvad der var sket, hvis ilden havde fået fat i trælofterne,« siger Ernst Hansen.