Torsdag blev en mindeplade sat op ved synagogen i Krystalgade i København. Hævet over det fortov, som indtil sidste uge var dækket af et tykt, meterlangt tæppe af roser, tulipaner, lys, basketballs, billeder, kort og små flag.
»På dette sted blev Dan Uzan, 37 år, myrdet af en terrorist den 15. februar 2015, mens han beskyttede gæster i Det Jødiske Hus«, vil der stå på mindepladen på både dansk og engelsk. Og dernæst ordene:
»Ondskab kan alene overvindes ved godhed mellem mennesker. Godhed kræver mod.«
De elleve ord er nøje gennemtænkt og formuleret af Sergeot Uzan, Dan Uzans far.
Midt i sorgen og gøremålene omkring mindehøjtidelighed og begravelse har familien udvalgt præcis de linjer, som i tid og evighed skal kunne læses på synagogens mur. Ord, som vil blive Dan Uzans eftermæle, og, håber familien, et koncentrat af den lære, vi som samfund tager med os efter det meningsløse terroranslag i februar. Et anslag, som vi endnu kæmper med at forstå årsagerne til og følgevirkningerne af.
»Jeg håber, at mennesker i fremtiden vil følge Dans eksempel på, hvordan man skal opføre sig. Hvis de gør det, så ser fremtiden god ud. Det vil være et bevis for mig på, at min søn ikke døde forgæves,« siger Sergeot Uzan.
I dagene lige efter skuddrabene på Finn Nørgaard ved »Krudttønden« på Østerbro og Dan Uzan i Krystalgade samledes danskerne til mindearrangementer og om et ønske om sammenhold og forsvar for vores demokratiske værdier. Siden sluttede den politiske borgfred ganske brat, og debatten om fuld eller hensyntagende ytringsfrihed blussede op igen. Og det ikke altid på den kønneste facon.
Måske er det et bevis på vores demokratis styrke, at debatten fortsætter fløjlshandskeløst. Måske det modsatte. Arrangementer om ytringsfrihed er blevet stablet på benene i trods, andre er blevet aflyst af frygt. Danskerne, som de er flest, fortsætter livet præcis som før. Mens nogle befolkningsgrupper, sågar børn, må have politibeskyttelse.
I centrum af det hele – der, hvor terrorens konsekvenser ikke er en teoretisk størrelse – står familien Uzan og forsøger at komme igennem dagene. Finde mening hvor der ikke længere er nogen. Sorgen er, med et utilstrækkeligt ord, »forfærdelig«, siger Sergeot Uzan:
»Det er følelser, som ikke er gjort for mennesker. For forældre. Vi er ikke bygget til det. Vi skulle være døde først. Det er ikke naturens orden, så naturen har ikke givet os redskaber til beskyttelse mod det. Det rammer hele tiden. Det kan ikke beskrives, og jeg vil ikke beskrive det. For man skal ikke lære den smerte at kende, hvis man ikke er tvunget til at føle den.«
Fredsring
Sergeot Uzan har et håb for Danmark efter terroren. Det er derfor, han har indvilliget i at lade sig interviewe, selv om sønnens død endnu er så tæt på. Dette håb er ikke politisk eller højrøstet. Det lader sig ikke sætte på lovforslag eller i handleplaner, men er snarere en bøn til os, der kan fortsætte livet efter terrorangrebet uden helt private knubs og sorg. En bøn om at tage ansvar og huske på de fine ord, der var så nemme at skrive under på i dagene lige efter terrorchokket – også når der er gået uger, måneder og år.
Håbet fik liv sidste weekend, da omkring op mod 1.000 mennesker – muslimer, jøder, kristne, ateister – hånd i hånd slog ring om synagogen. En menneskelig fredsring i protest mod det had og forsøg på splittelse, som terroren i sit væsen er. Sergeot Uzan gav personligt hånd til hver og en af de fremmødte:
»Jeg har ikke den gnist for livet mere, som jeg havde før. Jeg ved ikke, om jeg kan få den tilbage. Men denne handling var opløftende. Jeg var overrasket over, at der ikke var flere fra de muslimske organisationer; måske var de 50-100 ud af de fremmødte. Men det vigtigste for mig var, at det var en muslim og en palæstinenser, der tog initiativ til det. Der var en vidunderlig stemning af sameksistens, af mening. Den varme, vi har mødt som familie fra alle sider, har styrket mit håb for menneskeheden,« siger Sergeot Uzan.
Han taler generelt helst om håbet. Ikke om gerningsmanden.
»At fokusere på ondskaben er at styrke ondskaben. Vi skal fokusere på, hvor stærk godheden i menneskene kan være. Den reaktion, vi har fået som familie i sorg, har styrket os og forstærket vores lyst til livet. Livet er en god ting.«
En rummelig mand
Dan Uzan blev skuddræbt uden for synagogen, hvor han ubevæbnet og frivilligt stod vagt – præcis som han havde gjort med jævne mellemrum i 20 år. Den cand.polit.-uddannede over to meter høje humoristisk anlagte mand blev kærligt kaldt »tzadik« af sin far, det hebraiske ord for »den retfærdige« eller slet og ret »engel«. Han blev dræbt alene på grund af sit religiøse tilhørsforhold – og intet kunne være mere i strid med den måde, han levede sit liv på.
Siddende i Det Jødiske Hus, i moderne og lyse, men også tungt bevogtede lokaler bag synagogen, peger Sergeot Uzan på et udprint af de mindeord, sønnens basketballklub skrev kort efter Dan Uzans død:
»Rummelighed er nok det bedst betegnende enkeltord for Dan. Hos Dan var der altid plads til alle. Han var elsket ikke blot for sin åbenlyse frihed for fordomme, men for sin omsorg og oprigtige interesse for alle, han havde i sit liv,« skrev bestyrelsen for Hørsholm 79ers.
»Det beskriver min søn så fint. Blandt Dans bedste venner var også muslimer. Han elskede dem lige så højt som alle de andre. For ham var der ingen forskel på folk i den forstand. Og dem, jeg har mødt, er fantastiske mennesker. Det er et eksempel på, at fordomsfrihed er den største værdi i livet; den gør det muligt at leve sammen fredeligt,« siger Sergeot Uzan, som selv er født i Tunesien, opvokset i Israel og har boet i Danmark med sin hustru, Bodil, siden 1970erne. Han taler endnu med accent og med Mellemøstens undertiden poetiske ordvalg.
Et produkt af kærlighed eller svigt
Spørger man Sergeot Uzan, hvad han mener om debatten i kølvandet på terrorangrebet og sønnens død, siger han blot »debat er debat« med et lille smil og opadvendte håndflader:
»Jeg sætter ikke spørgsmålstegn ved debatten. Den er en naturlig reaktion på den tvivl og forvirring, der er opstået efter terrorangrebet. Mit spørgsmål er, hvor debatten skal bevæge sig hen? Der er jo ikke nogen tvivl om, hvad det skal sige for mennesket at leve i et demokratisk samfund. Der må være et stærkt forsvar for menneskeheden og for menneskets frihed. Men det er ikke kun det, debatten skal handle om, hvis man vil finde et modtræk til terrorhandlingen. Så skal man gå til roden for et sådant had, en sådan ondskab,« siger Sergeot Uzan.
»Faktum er: Min søn er opvokset i Danmark. Det samme er hans morder. Se hvilket resultat, man fik i Dan – og hvilke handlinger, der kom ud af den anden. Hvad er det, der gør forskellen?« spørger Sergeot Uzan.
Svaret findes ikke i forskellen på Dans og gerningsmandens religion; svaret skal findes før enhver religiøs følelse opstår, mener Sergeot Uzan:
»Dette er ikke et problem med islam. Jeg taler om, hvad han har fået med fra sit hjem. Man vokser op i et hjem med forældre, som giver deres kærlighed eller mangel på samme til barnet – det påvirker barnet til at få sine holdninger. Om du vil eller ej. Det kan være, at barnet vælger at frasige sig det, han er opvokset med. Det er menneskets frie valg. Men barnet, som bliver i tvivl om kærligheden; i ham vækker man mistro, og i ham bliver der plads til den ondskab, som vi alle besidder, men som vi aldrig må tillade at dominere. Det, der giver os liv, er den gode side,« siger Sergeot Uzan.
Pas på de unge drenge
Så hans bøn til os efter terroren er simpel: Vi skal være gode mod vores børn og mod hinanden. Og mod hinandens børn. Og i særdeleshed ved de børn, der ikke får kærlighed, opmærksomhed og hjælp nok. Vi skal tage vare på de især unge drenge, der ikke får kærlighed og støtte nok.
For man kan ikke, som det gamle ordsprog ellers siger, »fordrive ondt med ondt«. Som det er præget ind i Dan Uzans mindeplade, forholder det sig lige omvendt: Ondskab kan alene overvindes ved godhed.
»Jeg prøver at fokusere på det gode i mennesker. For jeg har den tro, at det er det, vi skal bruge for at få den bedste fremtid. Jo mere, du bruger noget, jo dygtigere bliver du til at bruge det,« siger Sergeot Uzan og giver et eksempel:
En dag blev han, der i mange år har fungeret som tolk for politiet, kontaktet af en ung palæstinensisk kvinde, som skulle have oversat sit israelsk udstedte kørekort fra hebraisk til dansk. Det gjorde han uden beregning, men kvinden insisterede. Hun ville betale ham. I stedet bad han hende hjælpe et andet menneske, måske en israeler, som havde brug for hjælp – uden betaling og uden at forvente at få noget tilbage:
»Den tanke og den indstilling er efter min opfattelse nøglen til menneskehedens fremtid. At man gør noget uden egeninteresse. Gør noget godt! Dét er mit ønske nu: En bedre fremtid for vores fællesskab. For andres børn. For mit barn er dødt. Han er død, men jeg kan ikke acceptere det. Jeg vil have, at hans liv skal fortsætte gennem andre mennesker.«
