46-årige Mette Simmenæs fra Horsens døde i onsdag aften på Skejby Sygehus efter et fald på fire meter ned i en skakt på hendes arbejdsplads.

- Der var folk hos hende med det samme, men hun var ikke ved bevidsthed efter faldet, fortæller direktør i VBI Park, Jesper Bach, til Horsens Folkeblad.

Hun blev kørt på Horsens Sygehus, hvor hendes tilstand blev stabiliseret. Senere blev hun overført til Skejby Sygehus med svært hovedtraume, brækket rygsøjle og brækket bækken, skriver Horsens Folkeblad.

Klokken 23.30 kunne lægerne ikke gøre mere. Hun afgik ved døden.

Ulykken skete onsdag omkring klokken 14.00 i VBI Park i Horsens, hvor håndværkere havde fjernet en rist foran en dør og efterladt et frit fald på fire meter.

Da Mette Simmenæs trådte ud ad døråbningen faldt hun ned i skakten.