Danske Bank har en travl mandag i sigte. Både Facebook, telefonlinjer og netbank bugner med henvendelser fra kunder.

Det bliver i hvert fald ikke en kedelig dag for de ansatte i Danske Bank. Køerne på telefonlinjerne er lange, Facebook-siden bugner med henvendelser fra kunder, og mængden af personer, der logger ind på netbank for at se Danske Banks nye kundeprogram, har fået netbanken til at vakle.

- Der er ingen tvivl om, at der er stor interesse fra vores kunder i dag, og det har givet udfordringer. Men vi har øget kapaciteten på hjemmesiden, og det er kun periodisk, at der er problemer med lidt længere svartider på netbanken. Der er rigtig mange af kunderne, der logger sig på, så de kan få en fornemmelse af, hvad vores nye program helt konkret betyder for dem selv, siger Kenni Leth, Pressechef for Danske Bank.

Han fortæller videre, at banken har forberedt sig på kunde-stormen, og at man derfor regner med at kunne tage sig af de henvendelser, der kommer i løbet af dagen.

- Vi har oprustet bemandingen til i dag. Der er både folk i filialerne og i vores call-centre, som er klar til at tage imod kunderne, og som jeg sagde, så har vi øget kapaciteten på netbank. Det er selvfølgelig klart, at når man lancerer et helt nyt kundeprogram, så vil kunderne selvfølgelig reagere på det, siger Kenni Leth til bt.dk.

På Danske Banks Facebook-side går bølgerne specielt højt. Enkelte kunder forsvarer det nye tiltag med abonnement-betaling, men langt de fleste indlæg er fra skuffede kunder, der proklamerer, at de nu vil skifte bank. Alt i alt mener Kenni Leth dog, at henvendelserne for det meste er foregået i en besindig tone.

- Vi føler selv, at vi har haft en fin dialog med kunderne indtil videre. Der er selvfølgelig nogle, der har brug for noget afklaring, og så er der selvfølgelig også nogle, der synes, at det er noget underligt noget. Men vi oplever også, at der er mange kunder, der bliver positivt overrasket, når vi får forklaret dem, hvad det her betyder, og hvilke fordele de selv får ud af det her, siger Kenni Leth til bt.dk