Der skal ikke mangle noget, når de unge mennesker skal sige 'ja' til Gud. Konfirmationerne minder i dag mest af alt om et bryllup, mener livsstilsekspert Christine Feldhaus. Kjolerne er blevet dyrere, festerne vildere og gaverne større.

Konfirmationstiden er over os, og med det følger også de helt store fester med alt, hvad en konfirmand kan ønske sig. Pigernes kjoler kan rende op i svimlende store beløb, og ude foran kirken skal der gerne stå en Ferrari, der kan fragte konfirmanden videre til festen.

Når livsstilsekspert Christine Feldhaus sammenligner med dengang i 70'erne, hvor hun blev konfirmeret, er der ikke bare sket lidt - der er sket usandsynligt meget. Det skriver Fyens Stiftstidende.

»Det, jeg oplever, er, at festerne jo mest af alt minder om en bryllupsfest i miniudgave. Da jeg blev konfirmeret, var det noget med at være i kirken og så hjem til suppe, steg og is med den nærmeste familie. Det var sådan, det var dengang. I dag er det en helt anden forbrugsfest,« siger Christine Feldhaus, der blandt andet er kendt for DR-programmet 'Kender Du Typen'.

Der er selvfølgelig tale om en generalisering, men Christine Feldhaus mener bestemt, at festernes voksende størrelse afspejler den velfærdsboom, der er i Danmark. Hertil udtaler hun, at danskerne er blevet dobbelt så rige siden hendes barndom, og det tror hun på kan mærkes på størrelsen på konfirmandernes gaver.

Familiemedlemmer der står på nakken af hinanden for at få et billede af konfirmanderne.
Familiemedlemmer der står på nakken af hinanden for at få et billede af konfirmanderne. Foto: Sigrid Nygaard
Vis mere

En ting, der også har ændret sig siden 70'erne, hvor Christine Feldhaus blev konfirmeret, er, at konfirmanden er blevet en forbruger. Mange af de unge konfirmander har i dag et Mastercard længe for konfirmationen, så når dagen oprinder, er de godt klar over, hvordan den store gavecheck skal bruges.

»I gamle dage var konfirmanden et barn, der skulle hen og sige ja i kirken. I dag er konfirmanden en målgruppe, som man kan sælge til. Der bliver jo ligefrem lavet magasiner målrettet konfirmanderne. 'Vi Unge' har for eksempel et konfirmationstillæg, hvor de kan få tips til at lakere negle og pynte toilettet og så videre. Det er ret vildt,« fortæller Christine Feldhaus.

Det, mener hun, hænger sammen med, at konfirmanderne bestemmer meget mere end førhen. Børnene er ifølge hende blevet til forældrenes prestigeprojekt, der skal vises frem med et ordentligt brag, når de små poder rammer 14-15 års alderen. Nogle forældre vælge eksempelvis at hyre en kendis, der skal deltage en festlighederne. Fie Laursen er en af dem, der har fået over 50 henvendelser fra forældre, der gerne vil købe sig til, at hun kan overraske barnet på den helt særlige dag.

En undersøgelse foretaget af TNS Gallup for Nordea i 2016 viste, at der bliver brugt omkring 30.000 kroner på en gennemsnitlig konfirmation.