Selvom Christina Knudsen var hårdt ramt af en særlig aggressiv kræftform, mistede hun aldrig livsglæden og kæmpede til det sidste, fortæller hendes venner

Mandag tabte filmstjernen Roger Moores steddatter Christina Knudsen kampen mod kræften. Hun døde omgivet af familien i London, hvor hun havde boet i næsten tyve år. Hun blev kun 47.

Christina var ramt af kræft i bugspytkirtlen, som er kendt for at være tæt på uhelbredeligt. Blot syv procent af de ramte er i live efter fem år.

Mens trods de dyste fremtidsudsigter mistede hun aldrig modet, fortæller både venner og familie til BT.

Den tidligere fodboldspiller Allan Nielsen kendte Christina fra sin tid i England. Foto: Erik Refner
Den tidligere fodboldspiller Allan Nielsen kendte Christina fra sin tid i England. Foto: Erik Refner Foto: ERIK REFNER
Vis mere

»Det er trist og forfærdeligt og alt for ung en alder at sige i farvel i. Jeg ved, at hun kæmpede en brav kamp til det sidste og prøvede sit bedste og så positivt på tingene. Og at hun prøvede at gøre, hvad hun kunne gøre,« fortæller den tidligere fodboldspiller Allan Nielsen, der er chokeret over hendes død.

Han lærte Christina Knudsen at kende, da han spillede i England i slutningen af 90erne.

Også en kilde tæt på Christina Knudsens familie, der har fulgt hende siden barndommen, fortæller til BT, at den blonde jetset-kvinde tacklede sin svære sygdom forbilledligt og var ’ærlig og værdig hele vejen’.

Håbede på mirakel

»Chancen for at hun skulle overleve denne her kræftform var så lillebitte, men hun troede selv på det til det sidste.

Hun prøvede at tænke positivt og håbede på, at miraklernes tid ikke var forbi. Jeg har aldrig oplevet, at hun har udtrykt sig negativt eller bittert,« siger kilden, der er meget påvirket af Christina Knudsens død.

Christina Knudsen blev født med en sølvske i munden, men det var langtfra ensbetydende med, at livet var let for den kønne, lyshårede kvinde.

Hun var bare syv år, da hendes far, forretningsmanden Hans Christian Knudsen, begik selvmord efter anklager om skattesnyd. Siden fik hun en alkoholisk stedfar, da hendes mor, den kendte societykvinde Kiki Tholstrup, få år senere giftede sig med millionæren Ole Tholstrup.

Parret levede det vilde jetsetliv og var i mange år selvskrevent, når kongehuset inviterede til store fester. Derfor har Christina Knudsen altid haft et liv i offentlighedens søgelys, og hendes venneliste på Facebook vidner om, at hun havde mange kendte og adelige venner.

En af dem er Klaus Riskær Pedersen, der har kendt Christina Knudsen, siden hun var helt lille.

Klaus Riskær Petersen har kendt Christina, siden hun var lille. Foto: Ida Marie Odgaard
Klaus Riskær Petersen har kendt Christina, siden hun var lille. Foto: Ida Marie Odgaard Foto: Ida Marie Odgaard
Vis mere

»Jeg er rigtig ked af at høre, at hun måtte bukke under. Det er rigtig sørgeligt, når en ung kvinde mister sit liv til alvorlig sygdom,« siger Klaus Riskær, der plejede at besøge Ole Tholstrup og hans familie i deres villa i den sydfranske velhaverby St. Paul de Vences.

Ole Tholstrup døde bare 61 år gammel af et hjertetilfælde, og Christina Knudsen mistede endnu en faderfigur.

Svær opvækst

»Hun havde en meget svær opvækst,« siger den tidligere modemand Erik Brandt, der er meget ked af, at Christina Knudsen er gået bort.

Erik Brandt og hans familie boede i flere år tæt på Christina i Vedbæk. Foto: Bax Lindhardt
Erik Brandt og hans familie boede i flere år tæt på Christina i Vedbæk. Foto: Bax Lindhardt Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

»Jeg var godt klar over, at hun var syg – men ikke så syg. Man bliver altid ked af det, når nogen dør i så tidlig en alder,« tilføjer han.

Inden Kiki Tholstrup blev gift med James Bond-skuespilleren Roger Moore, boede familien, der udover Christina også tæller storebroren Hans Christian, gennem længere tid i Vedbæk nord for København – tæt på Erik Brandt og hans familie.

»Jeg har altid godt kunnet lide hende. Hun var en sød pige, der ikke havde haft det for nemt gennem livet, men hun var en god pige hele vejen igennem,« lyder det trist fra Erik Brandt, hvis to døtre ofte legede sammen med Christina, da de var små.

I 1998 blev Kiki Tholstrup kæreste med sin og sin afdøde mands nabo i Sydfrankrig - skuespilleren Roger Moore. Kæresteriet havde efter alt at dømme stået på noget længere, og først i 2002 gik Moores ekskone med til en skilsmisse, så de to kunne gifte sig.

Moore blev faderfigur

Og i den tidligere Bond fik Christina endelig den faderfigur, hun havde savnet.

»Hun var meget glad for ham. Det var en lykkelig genforening, hvor hun fik indhentet lidt af det forsømte familieliv med sin mor,« vurderer kilden, der var tæt på Christina Knudsens familien.

Det nære forhold blev cementeret i onsdags, ved at netop Roger Moore offentliggjorde Christinas alt for tidlige død på sin Twitter-profil.

Her omtalte han Christina som ’vores datter’.