Kanal 4 forklarer, hvorfor man har undladt at afsløre en lille, syg piges skæbne i programmet 'Børn på hospitalet'.

Seerne har siden tirsdag aften udtrykt deres store frustrationer på Facebook over den mangelfulde afslutning på aftenens afsnit af tv-programmet 'Børn på hospitalet'.

En lille pige får hjertestop seks gange, inden hun bliver flyttet til Rigshospitalet, men hvordan hendes helbred arter sig efterfølgende, afslører Kanal 4 af gode grunde ikke.

- I formatet 'Børn på hospitalet' følger vi kun børn, mens de er på Nordsjællands Hospital. Vi følger dem ikke, hvis de kommer på en anden afdeling eller et andet hospital, siger SBS Discovery Medias informationschef, Jesper Jürgensen. 

Hvad angår skæbnen for den lille pige, som mange seere er blevet meget berørte over at have set tirsdag aften, så hverken kan eller vil Kanal 4 afsløre den.

VED DU, HVORDAN DET ER GÅET MED DEN LILLE PIGE? KONTAKT BT PÅ 1929@bt.dk

- Efter den scene, der var i går med hende pigen, som kommer ind, sidder mange nok nogle tilbage med en følelse af, hvad der mon er sket. Men det er altså ikke vores format. Desuden har vi tavshedspligt i denne sag, siger Jesper Jürgensen.

På tv-programmets Facebook-side tror flere personer, at pigens situation bliver belyst i det kommende afsnit næste tirsdag, men det er altså ikke tilfældet, oplyser Jesper Jürgensen.

Så du udsendelsen? Og hvad synes du om, at Kanal 4 ikke fortalte, hvordan det gik med pigen? Deltag i debatten på facebook HER