Den kendte, danske skuespiller Sofie Lassen-Kahlke fik sig noget af et chok, da hun fandt sig selv på hjemmesiden Sugardating.dk.

Her har en ukendt person nemlig hængt hende ud som værende en såkaldt ’sugarbabe’.

En profil på hjemmesiden var nemlig oprettet med navnet ’Neverendingfun’, og til profilen var brugt et billede af den 38-årige skuespiller. Med til profilen var en beskrivelse af hvilken form for sugardaddy, som hun søgte.

På profilen står der blandt andet, at hun er en kvinde på 40 år med feminine linjer og brains (hjerne red.). Samtidig bliver hun beskrevet som en kvinde med humor, nede på jorden, sofistikeret, varm og udramatisk. Sugarbaben søger en mand, der vil drikke champagne med hende og kysse på sofaen.

Sofie Lassen-Kahlke opdagede selv profilen, da hun blev opmærksom på det. Efterfølgende lagde hun et billede ud på sin Instagram-profil

’Nå da da - ja så blev det åbenbart tid til at søge efter en sugardaddy... tror lige jeg retter alderen jeg er trods alt ikke fyldt 40 år endnu...:-),’ skriver skuespilleren til billedet.

Profilen er endnu ikke lukket ned.

Sofie Lassen-Kahlke har siden 2012 været gift med piloten Hans Poul Petersen, og de har to børn sammen. Hun blev for alvor kendt, da hun spillede med i filmen ’Kærlighed ved første hik’ i rollen som Anja.