Friskpresset juice i sommervarmen kan være helt fantastisk, men ikke når juicen er fuld af hvide larver.

24-årige Maria Bang Fynbo fik sig et gigantisk chok, da hun og kæresten i går aftes skulle drikke de lækre friskpressede juice, hun kort inden havde købt i Rex Juice And Coffee i Kennedy Arkaden i Aalborg.

Den dyre juice, der koster 25 kroner for 0,4 liter var fuld af larver.

- Vi havde næsten drukket det hele, da jeg pludselig opdager, at der ligger en masse hvidt snask og flyder rundt i juicen, siger Maria Bang Fynbo.

Skyndte sig på sygehuset

Hun ammer et for tidligt født spædbarn på 31 uger, og derfor meldte frygten sig med det samme.

- Jeg blev selvfølgelig vildt bange for om de her mider kunne gå i modermælken, så vi skyndte os på sygehuset, fortæller Maria Bang Fynbo og fortsætter:

- På sygeshuset kiggede de på miderne i et mikroskop, og det var virkelig klamt at se dem ligge der og bevæge sig.

Personalet på Aalborg Sygehus kunne dog beroligende den nervøse mor med, at larverne højst sandsynligt ikke ville gå i modermælken, men at hun selvfølgelig skulle holde øje med mavesmerter og andre former for ubehag.

Hos Rex Juice And Coffee er bestyrer Christina Enebye både flov og rigtig ked af det:

- Jeg er virkelig, virkelig ked af denne situation, for der er ingen herinde der kan finde på at servere en juice der ikke er frisk, siger bestyreren, der ærgrer sig over, at kunden ikke kom til hende med det samme, så hun kunne få en chance for at undskylde og rette op på problemet.

Rex Juice And Coffee havde i morges besøg af Levnedsmiddelstyrelsen, men de fandt ingen larver i appelsinpresseren - der dog er lukket ned alligevel. Yderligere vil juice og kaffebaren holde lukket lørdag og søndag og gøre butikken hovedrent - et initiativ butikken selv har taget.

- Vi går utrolig meget op i hygiejne og egenkontrol og derfor er en situation, som denne også ekstra ærgerlig, siger Christina Enebye.

Den ekstra rengøring hos Rex Juice And Coffee beroliger dog ikke Maria Bang Fynbo:

- Jeg tror aldrig, jeg tør drikke appelsinjuice igen, siger hun.