I marts 1945 gik fire tyske Messerschmitt-jagere på vingere fra Haderslev mod omkring 1.000 fjendtlige fly. En regulær selvmordsmission, som hurtigt blev glemt i krigens afsluttende kaos. Sådan forblev det, indtil et af flyene dukkede op i en mergelgrav med en hovedløs pilot.
Marts måned 1945 var egentlig mest våd og kold, men den 12. marts skinnede solen fra en næsten skyfri blå himmel. Alligevel var himmelrummet over Sønderjylland mørkt. Farvet af amerikanske fly. 677 bombefly af typen B-17 og B-24 fløj hen over Haderslev på deres vej mod Swinemünde ved Østersøen. De skulle bombe resterne af tyskernes infrastruktur sønder og sammen. Til beskyttelse havde de 452 jagere af typerne P-51 Mustang og Thunderbolt med. Over 1.000 allierede fly trak hvide striber over Fliegerhorst Hadersleben, som tyskerne havde døbt deres træningsbase uden for Haderslev.
At de fløj over Haderslev var der intet odiøst i. Det gjorde mange af bombetogterne mod Tyskland både om natten og om dagen. Tyskernes træningsbase uden for Haderslev – den nuværende Flyvestation Skrydstrup, hvor alle danske F-16 i dag er stationeret – fungerede i marts 1945 som flyveskole og rekreationsbase. Her sendte man de piloter hen, der trængte til rekreation efter kampe rundt omkring i Europa. De skulle så oplære nye piloter.
Det var altså en ikke-aktiv jagerbase, der indgik i tyskernes luftforsvar, så man sendte normalt ikke jagere i luften, når britiske og amerikanske bombetogter fløj over. På det her tidspunkt af krigen tog de allierede heller ikke Luftwaffe særligt alvorligt. Ganske vist havde Luftwaffe stadig en masse kampfly, men de manglede piloter og endnu værre for dem, så havde de meget lidt benzin til deres rådighed. Så flyene forblev som regel på jorden, og den tyske kommandant på Fliegerhorst Hadersleben havde udstedt ordre om, at hans fly ikke skulle gå på vingerne mod fjendtlige overflyvninger. I stedet var flyene skjult rundt omkring i det store delvist skovbeklædte terræn omkring basen, og for hver operationel flyver havde man opstillet flere træattrapper, så de funktionsdygtige fly var i sikkerhed for fjendtlige luftangreb.
På amerikansk side havde bombetogterne vigtigere mål end at generere en ufarlig træningsbase som Fliegerhorst Hadersleben. Så alle amerikanske eskortjagerfly fløj under specifikke ordrer om ikke at angribe mål på jorden.
Bombeflyene fløj i en højde på seks til syv kilometer, når de var fuldt lastede, og eskortjagerflyene omgav dem som en sværm af bier om et bistade. Men netop den 12. marts blev en gruppe på fire P-51 Mustang-jagere nødt til at forlade formationen og søge til lavere luftlag, fordi den ene pilot havde problemer med ilttilførelsen.
Hvad der reelt skete derefter d. 12. marts, fortaber sig i tågerne. Men faktum er, at fire Messerschmitt BF-109 derefter lettede fra Skrydstrup. Ligesom P-51-piloterne ikke skulle flyve i lav højde hen over Sønderjylland, så skulle Messerschmitterne aldrig være lettet fra flyvepladsen. Her forlader vi flyene i luften over Fliegerhorst Hadersleben, og rejser en tur 70 år ind i fremtiden. Til Berlingske Medias åbne kontorlandskab i februar 2015.
Vi sidder bag skærmene på motorredaktionen, da Hans Uffe Christensen får spurgt Gert C. Nielsen, om han kan huske den velbevarede Messerschmitt, der blev fundet med pilot og det hele i en mergelgrav, da man forlængede motorvejen syd for Haderslev i 1983.
Gert C. Nielsen er vokset op i Sønderborg og kan ikke huske noget om nogen Messerschmitt. Interessen for fly er på redaktionen næsten lige så stor som interessen for biler, så Gert C. Nielsen finder det mærkeligt, at han ikke kunne huske en så spændende historie, så han stiller sig tvivlende, men dog ikke helt afvisende over for den. Og det er her, historien begynder for os, for efter at have fået bekræftet, at det rent faktisk er sket, begynder spørgsmålene at flyve hen over skrivebordene. Også Henrik Dreboldt spæder til: Hvad skete der egentligt? Hvorfor blev flyet skudt ned? Hvem fløj det? Hvorfor var det overhovedet på vingerne i 1945? Og hvor blev det af, efter det blev gravet op i 1983, for en velbevaret Messerschmitt BF-109 er millioner værd i dag?
Langsomt udvikler sagen sig fra en formiddagssludder over skrivebordene til en redaktionsbesættelse. Ved siden af arbejdet med at skrive om biler, begynder en research, der tager sin begyndelse i det flyhistoriske miljø. Her viser sig at være flere informationer at hente. F.eks. mener formanden for den nu nedlagte forening Dansk Flyvehistorisk Selskab, Peter Beck, at have hørt, at flyet måske stadig kan være i en hangar på Flyvestation Skrydstrup, men han er ikke sikker i sin sag. En ting er han dog helt sikker på, og det er, at han har halehjulet fra den nedskudte Messerschmitt liggende i sit haveskur. Det snuppede en hurtig flyarkæolog ved udgravningen i 1983.
I I I983 er man igang med at udvide motorvejsnettet i Sønderjylland. Arbejdet begynder fra Christiansfeld nord for Haderslev, og i 1983 er man ved at anlægge mere motorvej sydpå. Det går fint, men i Hammelev ligger der en mergelgrav, og jorden er for blød til, at man kan bygge motorvej hen over den. Så der skal graves ud og fyldes op med mere stabile materialer. Flere beboere i området ved godt, at der kan ligge rester af et fly i mergelgraven og adviserer entreprenøren om det. Det skulle være en Messerschmitt fra luftkampen den 12. marts 1945.
Alligevel er det med en vis overraskelse, at vejfolkene graver sig direkte ned i et fly seks-otte meter under overfladen. Og endnu mere overraskende er det, man finder i flyet; et velbevaret lig af en tysk jagerpilot. Det stopper i første omgang gravearbejdet, og det lokale politi tilkaldes. Det bliver betjent Herluf Ruge, der får til opgave at bjærge liget fra flyet. Han overværede som 14-årige nedskydningen tilbage i 1945, og ham fandt vi i 2015 i Haderslev, hvor han fortæller sin øjenvidneberetning fra nedskydningen i 1945 og bjærgningen af liget i 1983. Så flyet fandtes og blev bjærget i 1983. Det indledende spørgsmål er dermed besvaret.
Men inden vi hører Herluf Ruges historie, tager vi tilbage til 1945. For hvad skete der egentlig den 12. marts? Hvorfor udkæmpede de fire P-51 Mustangs en luftkamp over Haderslev mod fire Messerschmitt BF-109 G-14, når amerikanerne burde være fløjet direkte hjem med deres defekte iltsystem, og tyskerne burde være blevet på jorden?
Overordnet set er svaret formodentligt ungdommeligt overmod og en følelse af uovervindelighed. Det er rene spekulationer, men i krigens afsluttende fase er det en kendt sag, at især de nye amerikanske piloter havde travlt med at sikre sig en nedskydning af et fjendtligt fly, så de havde noget at fortælle, når de vendte hjem til USA efter krigen. Det europæiske luftrum var imidlertid næsten tomt for mulige mål, da Luftwaffe manglede både brændstof og piloter. Men en taktik, amerikanerne benyttede, var at overflyve fjendtlige flybaser på en måde, hvor de gav indtryk af, at deres evner bag en rorpind kun akkurat rakte til at holde dem i luften. Det kunne lokke fjendtlige fly i luften, og de behøvede ikke spilde ammunition på de mange attrapfly i træ, der stod på jorden. På den måde havde de til tider held med at lokke tyskerne i luften, til et raskt hundeslagsmål jager mod jager. En defekt ilttilførsel var den perfekte undskyldning for de amerikanske P-51 piloter til at bryde eskortformationen og gå ned i lavere højde for at jagte trofæer. For sammen med bisværmen i syv kilometers højde var udsigten til en nedskydning af et tysk fly tæt på nul. Amerikanerne vidste også, at der nede på jorden gik unge tyske mænd rundt med præcis samme brændende ønske om at skyde et fjendtlig fly ned, inden krigen sluttede, og som tingene udviklede sig i marts 1945, ville det blot være et spørgsmål om uger. Vi ved det ikke, men det er en oplagt forklaring på, at de fire amerikanske Mustangs pludselig sværmede i lav højde over Haderslev 12. marts.
Slutresultatet var forudsigeligt, allerede da de fire Messerschmitt-fly lettede fra Skrydstrup. Kun tre nåede rigtigt i luften. Den fjerde vendte om med det samme med en defekt, og landede igen få sekunder efter. Så det var tre tyskere mod fire amerikanere. Men den amerikanske P-51 Mustang var på alle måder den tyske BF-109 G-14 overlegen i foråret 1945, så at flykampen endte med tre nedskudte Messerschmitts, ville have været enhver middelmådig bookmakers bud. Men hvorfor gik tyskerne så overhovedet på vingerne? For de tyske piloter må have vidst, at de var overmatchede. Og de må have vidst, at amerikanerne sædvanligvis benyttede tricket med at udvise manglende flyvefærdigheder for at lokke dem i luften alligevel. Tja, rygterne i lokalområdet svirrede. Den ene af piloterne, Hans Adam fyldte 24 år den dag, og mange mente, at der havde været et festligt lag, og at det måske var under påvirkning af alkoholefterbrænderen fra festlighederne, at de tyske piloter valgte at tage kampen op mod overmagten. Andre piloter fra basen har siden afvist den beskyldning. Men fakta er, at selvsamme Hans Adam ikke havde nået at tage sin pilotdragt på, men kun var iført en pilotjakke og ellers ganske almindelige sko, da hans lig blev bjærget. Han var altså gået i luften uden særlig forberedelse. En anden markant – og dræbende – detalje var, at Hans Adam ikke havde nået at tage sin faldskærm på. Det fik fatale følger, da hans jager blev skudt i brand, og han valgte at springe ud fra 250 meters højde. Han landede så hårdt på jorden, at omridset af hans krop kunne ses som en ti centimeter dybt bule i jorden, fortalte lokale vidner, der kiggede på stedet om aftenen, efter at tyske soldater havde ryddet overfladen for vragstumper.
At Hans Adam på sin 24 års fødselsdag, kunne tænkes at have truffet en spontan beslutning om at gå i luften, for at vise de allierede og hans kammerater hvad han var gjort af – måske endda ansporet af alkohol – kan virke som en oplagt forklaring. Men piloten, som dukkede op af Mergelgraven i 1983, var Wilhelm Mink, og han var ikke en kåd ung mand. Wilhelm Mink var 33 år og en veteran med jernkors og 72 bekræftede nedskydninger bag sig. Han var altså ikke en mand, der behøvede at bevise sig i krigens slutfase. Han var i Haderslev på rekreation, og for at træne nye piloter. Alligevel gik han i luften sammen med unge Hans Adam og Adolf Hoppe. Ville han beskytte sine protegerer? Troede han, de kunne klare de fire Mustangs? Var han blevet dødsblind efter at have skudt 72 fjendtlige fly ned og troede sig selv uovervindelig? Eller var han desillusioneret og slet og ret ligeglad? Vi ved det ikke. Men han gik i luften for sidste gang den formiddag og endte sammen med sin BF-109 G-14 boret seks til otte meter ned i mergelgraven ved Hammelev. Hvor han lå indtil 1983, hvor den nu pensionerede politimand Herluf Ruge fik til opgave at bjærge det rådnene lig.
Ham mødte vi i Haderslev til et interview om sagen, som har fyldt en del i hans liv, da han som knægt så nedskydningen af flyet. Her begynder hans fortælling:
»Jeg var den 12. marts 1945 på vej ud ad Ribe Landevej i byens vestlige udkant, da jeg hører lyden af nogle fly nærme sig. Som mange andre Haderslev-drenge i min alder var jeg levende optaget af de fly, der holdt til på flybasen ved Skrydstrup 17 kilometer vest for Haderslev, og som vi regelmæssigt så under deres øvelsesflyvninger.
Jeg strækker hals og ser kort efter nogle tyske fly komme strygende mod øst ind over »Dammen« (Haderslev Dam, red.). Pludseligt – og det sker så hurtigt, at jeg i begyndelsen ikke når at opfatte alvoren – ser vi tre sølvglinsende genstande, der så at sige falder ud af himlen med stor fart. Jeg tror et kort øjeblik, at det er raketter, men da sølvtingesterne kommer nærmere, kan jeg se, at det er fly.
De ser ud til at have koordineret deres angreb på de tyske fly nøje. De udvælger sig tydeligvis hver sit offer, som de går løs på. Det sker faktisk så tæt på det sted, hvor jeg står, at jeg kan høre projektilerne hvæse gennem luften og slå ned i nærliggende haver.
Det første tyske fly bliver ramt næsten øjeblikkeligt. Fed røg vælter ud, og flyet forsvinder med en hale af røg og rammer jorden i området bag Bøgehoved Skov et par kilometer nord for min position på Ribe Landevej. Helt nøjagtigt der hvor golfbanen i dag er placeret.
De to andre tyske fly – let genkendelige på deres mørkere bemaling – har tilsyneladende klaret det første angreb, men det bliver en stakket frist. De amerikanske fly forfølger dem, og kort efter ser jeg fly nummer to blive ramt og gå ned lidt længere mod vest omkring Hammelev fem - seks kilometer fra, hvor jeg står.
Jeg har søgt dækning og ser ikke rigtigt, hvad der sker med det tredje fly. Men finder senere ud af, at det er set styrte ned på en mark i Styding ikke langt fra flybasen. Samme dag cykler jeg ud til Bøgehoved Skov for at se resterne af det første nedskudte fly. Motoren er revet ud af maskinen, og jeg ser, at tyske soldater bag afspærringerne er i gang med at undersøge området.
Der står en kiste ikke langt fra det stadigt rygende fly, og vi kan se soldaterne smide noget i dem. Jeg går ud fra, at det må have været resterne af piloten,« fortæller Herluf Ruge.
Ca. 38 år efter modtager Herluf Ruge, der i mellemtiden er blevet politimand med tilknytning til stationen i Vojens nogle få kilometer fra Flyvestation Skrydstrup, et opkald fra entreprenørselskabet, der er ved at anlægge den sydlige del af den østjyske motorvej. Man er stødt på resterne af et fly og kan ikke komme videre, før politiet har været ind over sagen og fundet ud af, hvad der skal ske med fundet.
Personel fra Flyvestation Skrydstrup er også til stede, og de har tilkaldt kredslægen.
»Han spørger mig, hvad han skal gøre. Jeg svarer, at han skal afgøre, om der er menneskelige rester i flyet. Eller om der er tale om f.eks. en død kat. Det kan du vel nok se, at det ikke er, siger han lettere irriteret. Og han har jo ret. Det er tydeligvis menneskelige rester. På den anden side er det ikke mig, der har tilkaldt ham.
Jeg får den ikke videre behagelige opgave at bjærge resterne af piloten fra cockpittet og lægge dem i en plastpose, som militærfolkene vil transportere til infirmeriet på flyvestationen. Jeg kan ikke undgå at bemærke, at hovedet mangler og kigger efter det i udgravningen. Jeg tænkte, at gravemaskinerne måske havde fået det revet af kroppen. Men der er ikke spor efter hovedet. Resten af liget er derimod komplet, omend delvist mumificeret. Lædertøjet og flyverstøvlerne er velbevarede. Og han har bl.a. en dansk tikroneseddel i lommen. Også tjenestepistolen er med i det indsamlede materiale.
Militærfolkene drager af med liget, der indleveres på infirmeriet, hvor man ikke rigtigt ved, hvad man skal stille op med det. Efter kort tid begynder liget at lugte så voldsomt, at man må lægge posen uden for bygningerne. Det besluttes, at selve obduktionen skal foretages på Haderslev sygehus, og så kommer jeg ind i billedet igen.
Jeg ankommer til flyvestationen og får besked på at fjerne posen hurtigst muligt. Jeg ser ikke anden udvej end at smide den i bagagerummet på min bil og derefter køre til sygehuset. Undervejs trøster jeg mig med, at jeg jo får kørepenge for turen.
Lægerne udfylder en rapport og på en skematisk tegning af et menneske noteres, hvilke skader der er på liget. Brud o.s.v. Ud for hovedet sætter lægen et stort kryds, fordi det ikke er at finde blandt de indleverede menneskerester,« fortæller Ruge.
Sagen fortsætter på officielt plan. Næste trin er officielt ligsyn, der foregår i kapellet på Assistent Kirkegården nær Åbenråvej i Haderslev. Her er i forvejen et afsnit for faldne tyske krigere, der ligger under snorlige rækker af stenkors. Ruge skal være til stede, og da ligsynet er forbi, bliver resterne begravet.
Berlingske besøger kirkegården sammen med Ruge, og han udpeger stedet, hvor begravelsen fandt sted. Men der er ikke noget stenkors med navnet på en tysk flyver dræbt den pågældende dag. Myndighederne har tydeligvis været i vildrede om man kunne begrave et hovedløst lig med fuldt navn. Løsningen har været at placere liget blandt andre anonyme på kirkegården.
Der er dog ingen tvivl om, at det rent faktisk er liget af Wilhelm Mink, for de to andre tyske flyvere, der blev skudt ned, er jo fundet og identificeret. Men hvor er hovedet?
Svaret finder vi måske i Flensborgs sydvestlige udkant. Her ligger Der Friedhof Friedenshugel med adskillige afsnit for soldater. De tyske for sig. De russiske for sig osv. Vi har så godt som opgivet at finde Minks gravsted. To andre tyske kirkegårde er blevet gennemtrevlet sten for sten, og en kilde hos kirkekontoret mener, at Mink hviler længere mod vest i forstaden Harrislee. Men på Friedhugel er der gevinst. Mink ligger begravet under det traditionelle stenkors ved siden af de to piloter, der blev skudt i Haderslevs udkant samme dag.
Ruge, der har interesseret sig løbende for sagen siden luftkampen i 1945, er leveringsdygtig i en makaber forklaring. I krigens sidste dage var der vigtigere ting at tage sig til end at bjærge dræbte soldater, hvis det var særligt besværligt.
Han mener, at tyskerne kort efter styrtet havde gravet sig ned til flyet i mergelgraven. Her har man formentlig skåret hovedet af Mink, fordi det har været for besværligt at bjærge hele kroppen op gennem cockpitter, der var har været fyldt med vand. og mudder. Og herefter begravet hovedet med militær honnør på kirkegården i Flensborg. Teorien sandsynliggøres af det faktum, at halskæden med Minks identifikationsplade – det såkaldte kadaverskilt – heller ikke var at finde i flyet eller på nedstyrtningsstedet.
Vidner til begravelsen bestyrker denne teori. En kvindelig tysk journalist, som Ruge har haft kontakt med, siger, at hun har oplysninger om, at kisten med Minks lig var så godt som tom.
Man kunne selvfølgelig åbne Minks grav i Flensborg og se, om den blot indeholdende et kranium. Men hvad gavn skulle det gøre? Man finder jo alligevel aldrig ud af, hvor på de ukendtes grav på kirkegården i Haderslev, at resten af liget er begravet. Og som Ruge siger:
»Mink ville sikkert være tilfreds med at blive begravet i Slesvigsk jord. Også selv om det både er syd og nord for grænsen.«
En anden ting vi nok heller aldrig får opklaret er, hvor flyet egentlig blev af. Altså, det var som udgangspunkt ikke helt, som vi troede. Billeder fra udgravningen i 1983 viser et vrag, der er vredet til tæt på ukendelighed. Så teorien om, at der skulle ligge et velbevaret skrog i en forladt hangar til en værdi på flere millioner kroner, er hermed skudt ned. Da flyet styrtede, vil en del løsere vragrester have løsrevet sig, og ligget oven for mergelgraven. Under og efter krigen var der stor mangel på metal og i det hele taget materiale, så det var kun naturligt, at langt de flest fly blev smeltet om til andre ting eller andre fly, og sådan er det sandsynligvis også gået en del af Minks fly.
Vi ved, at halehjulet befinder sig i et skur i Århus, vi har set det, og vi har rørt det, og vi ved med temmeligt stor sandsynlighed, at motoren blev bjærget. Vi ved også, at en nu afdød flyarkæolog har gemt nogle stumper fra forskellige fly i Aalborg-området. Sikkert også noget af Minks fly. Men noget helt fly, som vi troede, da vi begyndte på denne historie, dukker aldrig op, for det findes ikke. Ganske vist var en del ting velbevarede, men meget gik til i mergelgraven. Det meste af flyets våben findes dog også stadig et eller andet sted, men en enkelt maskinkanon måtte destrueres, fordi der endnu sad ammunition i den, som ikke sikkert kunne pilles ud.
Vilhelm Minks sidste kamp er en af mange meningsløse begivenheder fra slutscenerne af Anden Verdenskrig. En måske ubetydelig begivenhed, men luftkampen over Haderslev 12. marts 1945 illustrerer på mange måder krigens sidste måneder, hvor Det Tredje Rige udkæmpede sin håbløse dødskamp. Lige som Mink burde være blevet på jorden den dag i Skrydstrup, burde nazisterne forlængst have opgivet kampen og sparet en masse uskyldige menneskeliv. Men den overordnede logik stemmer ikke altid overens med den lokale. Og den lokale logik den forårsdag for 70 år siden ved Haderslev dikterede, at otte unge mænd skulle have en sidste omgang i manegen. En sidste jagt på hæder og ære. En jagt på endnu et trofæ inden krigen definitivt selv fandt frem til den afslutning, alle vidste ventede lige om hjørnet.
Til denne artikel har vi fået uvurderlig hjælp fra: Peter Beck, tidligere formand for Dansk Flyhistorisk Selskab og Hans Kristoffer Christensen fra Team Tordenjet, Flystation Skrydstrup
