Antallet af projektsalg, hvor boligen købes, inden den er færdigbygget, er steget markant

Et topmoderne, lyst og lækkert rækkehus med grønne omgivelser, legende børn i haven og smuk udsigt. Sådan ser det i hvert fald ud på de arkitekttegnede animationer i projektmaterialet. Men det kan godt være, at fremvisningen foregår på en mark fyldt med gravkøer.

Flere og flere boligkøbere springer ud i såkaldt projektsalg - dvs. bolighandel, hvor huset eller lejligheden købes undervejs i byggeprocessen.

Det viser nye tal fra Boligsiden.dk.

I 2017 blev der samlet set solgt 4.014 boliger som projektsalg. Det er en stigning på 162 procent sammenlignet med 2014, hvor tallet var 1.527.

Lejligheder står for størstedelen af salget, men der er også sket mere end en fordobling i projektsalg af rækkehuse og villaer.

Økonomisk fremgang

Udviklingen er først og fremmest et udtryk for, at der er kommet gang i samfundsøkonomien, siger Jan Schøtt-Petersen, der er formand for Danske Boligadvokater.

»Der er et kæmpe udbud af ejendomme under opførsel i de store byer og omegnen i øjeblikket. Det hænger bl.a. sammen med, at der er kommet gang i økonomien, renten er lav, og køberne har fået flere penge mellem hænderne,« siger advokat Jan Schøtt-Petersen.

Han påpeger også, at der generelt er en stor interesse for nybyggeri, moderne arkitektur og energirigtige boliger blandt køberne.

Breder sig i landet

Tidligere var projektsalg et storbyfænomen, men nu breder det sig ud i hele landet, forklarer Birgit Daetz, der kommunikationsdirektør hos Boligsiden.dk.

»Vi kan se et bemærkelsesværdigt hop i salget i Sydjylland på over 200 procent. Det skyldes, at man i 2017 solgte over 80 ejerlejligheder som projektsalg i Sønderborg og Vejle tilsammen. At man nu kan sælge lejligheder her, før de er bygget, er bestemt et tegn på, at optimismen på boligmarkedet har bredt sig ud i hele Danmark,« siger Birgit Daetz.

Hun forklarer, at en af de store fordele ved projektsalg er, at boligen lever op til de højeste energikrav, så man derfor sparer på de faste udgifter.

»Dertil kommer, at det er vedligeholdelsesfrit, og nogle steder kan man også få medbestemmelse på indretningen,« forklarer Birgit Daetz.

Faldgruber

Men når man vælger boligen i et katalog frem for at se den færdige vare, skal man være opmærksom på nogle faldgruber, fastslår advokat Jan Schøtt-Petersen. Bl.a. om man har råd til at betale dobbelt husleje i en periode, hvis projektet skulle blive forsinket.

»Det fremstår ofte som om, at det er klar til indflytning lige om hjørnet. Men der er ikke nogen sikkerhed for, at byggeriet bliver færdigt til tiden. Der kan ske skred i tidsplaner, fordi man ikke har fået solgt nok, eller hvis der er problemer med udførelsen,« siger Jan Schøtt-Petersen.

Derudover er det en rigtig god idé at hyre en byggesagkyndig til at gennemgå boligen for fejl og mangler ved overtagelse, påpeger han.