Siden der den 4. januar i år blev indført grænsekontrol mellem Sverige og Danmark i Kastrup Lufthavn, er antallet af personer, som har forsøgt at trænge illegalt ind i Sverige ved at krydse Øresund til fods, steget markant. De går ganske enkelt i tunnellen, der ellers er beregnet tog.

Det oplyser Sanna Holmqvist, der er pressechef hos Øresundsbro Konsortiet, til den svenske avis Aftonbladet.

»Vi har uden tvivl set en klar stigning. Der har været flere tilfælde, siden kontrollerne blev indført. Desværre har jeg ingen statistik over, hvor mange der helt præcist har været,« siger hun.

Efter længere tids massiv tilstrømning af flygtninge og immigranter til Sverige besluttede den svenske regering at indføre grænsekontrol den 4. januar i år.

Samtidig vedtog svenskerne en lov om såkaldt transportøransvar, der pålægger transportører, såsom DSB, at tjekke rejsendes ID. Herefter blev der etableret en kontrolpost i Kastrup Lufthavn for alle togrejsende mod Sverige.

Sidenhen har flere og flere forsøgt at tage turen til Sverige fra Danmark til fods, og det er ikke et tilfælde.

De folk, som vandrer af sted, er nemlig personer, der vil til Sverige for at søge asyl. Det fortæller Mads Jensen fra Københavns Politi, der har måttet skride ind ved flere lejligheder, hvor personer har opholdt sig i togtunnellen mod Sverige.

Sætter livet på spil

Det er på nuværende tidspunkt endnu ikke lykkedes nogen at lægge turen til Sverige bag sig til fods, da dansk politi har pågrebet alle, som har gået i togtunnellen. Det skriver Aftonbladet.

I februar måned blev et kamera sat op ved indgangen af tunnellen på den danske side for at undgå ulykker. Efterfølgende er der blevet tilføjet to varmefølsomme kameraer i marts - et på Peberholmen og et på den svenske side af tunnellen.

Det er nemlig med livet som indsats, når flygtninge og migranter går langs skinnerne, lyder det fra lederen af det svenske grænsepoliti, Michael Mattson. Ikke desto mindre kan han fortælle om episoder, hvor folk har forsøgt at springe på forbikørende tog.