Stig Levring føler sig ’røvrendt’ af Sparekassen Østjylland

Det var i en forretning i Skanderborg, Stig Levring fandt ud af, han har mistet 300.000 kroner på Sparekassen Østjyllands kollaps.

- Sparekassen har ikke fortalt mig noget som helst, så jeg stod i en forretning i Skanderborg i lørdags, da en jeg kendte sagde til mig, ’at nu har du nok mistet dine penge, Sparekassen Østjylland lukker’. Jeg føler mig godt og gammeldags røvrendt, siger Stig Levring, der er selvstændig håndværker fra Ry.

16.000 kunder i Sparekassen Østjylland har tabt 270 mio. kroner, efter den kuldsejlede sparekasse nu er blevet delvis overtaget af Sparekassen Kronjylland, Stig Levring er en af dem, og han er vred. Også Spar Salling måtte give op i en blodig bank-weekend. 

- Jeg var i Sparekassen i januar for at hæve mine penge, og jeg fik at vide, det ikke kunne lade sig gøre fordi de var indefrosne. Og nu er pengene tabt. Nogle burde undersøge, om det er lovligt, hvad der er sket. Men hvis jeg skulle hyre en advokat, ville det bare koste mig endnu flere penge, siger Stig Levring, der blev garant i Sparekassen Østjylland i 2009, fordi han skulle bygge sit hus om.

- Og de tilbød favorable vilkår, men de sagde jo ikke, at der var en risiko ved det. Sparekassen var ren sælger her, der var ikke tale om reel rådgivning, siger Stig Levring, der dog kan blive boende i hjemmet i Ry. 

- Men de penge skulle jo have været sikkerhed for mig som selvstædig, siger Stig Levring, der heller ikke forstår, hvordan Sparekassen Østjylland kunne have råd til at være en populær og gavmild sponsor for de lokale idrætsforeninger i Hammel. 

- Hvordan kan man få råd til at bygge golfbaner, når man ikke har sikkerhed for garanternes penge, siger Stig Levring. 

Også 30-årige Jens Thomsen har set sine - og sin 4-årige datters - penge forsvinde. 

- Da vi lavede en børneopsparing til vores datter, spurgte de, om vi kunne tænke os at bruge en del af det som et garantbevis, så ville hun få en koalabamse og forskellige fordele, siger Jens Thomsen.  

Bamsen har datteren stadig, men pengene er nu væk. Det ærgrer familien fra Kjellerup i Midtjylland, som samlet har mistet mellem 5.000-10.000 kroner på bankkollapset.  

- Jeg er træt af det, men det er ikke sådan, at jeg sidder her efterfølgende og klandrer banken, siger Jens Thomsen, der har været glad for at være kunde i Sparekasssen Østjylland.

Hvad er BT Special? BT Special er en anbefaling af timens mest interessante BT-historie, du kun finder på www.bt.dk eller m.bt.dk.