Ifølge BTs store Gallup-undersøgelse mener 52 pct. af danskerne, at ældreplejen er under al kritik. Helga Bollerslev Lunde og hendes mor er to af dem.
Johnny Hansen fra Kandis føler sig lidt brugt, træt som et helt alderdomshjem. Det er søndag. Klokken er kun 12, og han er allerede ved at finstemme guitaren på scenen inde i det store festtelt på Dalager Marked, hvor en nådesløs kaskade af regn banker løs på teltdugen.
Aftenen før spillede han og det populære danseorkester i Dragør på Sjælland. 400 km fra Hurup, hvor han bor. Klokken fire om natten var han hjemme. Skulle lige have en godnatdrink med sin kone Gitte og så blev den fem.
»Og klokken ni var jeg oppe igen. Lidt slidt er man vel,« siger 52-årige Johnny Hansen.
Nu er han så kørt de 110 km fra Hurup til Borris uden for Skjern i Vestjylland for at spille næste job. Kl. 12.44 er han og Kandis klar.
»Det er dejligt, at I har trodset det dårlige vejr. Jeg håber, at I har taget det gode humør med,« siger han til publikum med et overskudssmil.
Sove kan man gøre, når man bliver gammel.
Men kan man sove trygt, når den tid kommer? Ikke ifølge over halvdelen af danskerne.
I BTs store Gallup-undersøgelse svarer hele 52 pct., at ældreplejen ikke lever op til deres forventninger. Et tal, der stiger til 55 pct., hvis man zoomer ind på de respondenter, der ikke tilhører eliten og typisk bor i udkantsdanmark.
Og at netop udkantsområderne er mere utilfredse, er ifølge samfundsforsker Johannes Andersen fra Aalborg Universitet ikke tilfældigt.
»For lige præcis dér oplever man jo, at de institutioner, som man har haft til at løse opgaverne i det nære miljø, bliver flyttet og centraliseret,« siger Johannes Andersen, som også er af den opfattelse, at ældreområdet er specielt ramt af den digitaliserede verden og underlagt kravet om den højere hastighed, som er presset ned over det danske samfund.
»Med den manglende tillid til politikerne generelt, tror mange danskere ikke, at de kan løse de velfærdsproblemer, som vi står overfor. Det ser man afspejlet her,« lyder dommen fra Johannes Andersen.
Mens det er Kandis, der på vores rejse rundt i udkantsdanmark har ført os til Dalager Marked, er det Ældresagen, der har fået os til at zoome ind på områdets ældrepleje.
Når det kommer til indberetninger og klager over ældrepleje, rangerer Ringkøbing-Skjern Kommune med deres mange nedskæringer højt på Ældresagens lister.
Også Dansk Sygeplejeråd har talt. De var ved årsskiftet ude med en kritik af kommunens disponering af bloktilskuddet fra staten på 1,7 mio. kr. Penge, der er øremærket til et løft af de ældres livskvalitet, men hvoraf kun knap en halv mio. kr. ifølge Sygeplejerådet var fordelt. Bl.a. til pc-skærme og inventar.
»Hvad blev der af resten af pengene? Er de røget i kommunekassen?« spurgte kredsnæstformand Bente Alkjærsig Rasmussen i et læserbrev i Dagbladet Ringkøbing Skjern.
Søger man på google, er det ikke svært at finde mennesker i området, der er blevet ramt på hjemmeplejen, er blevet fejlplaceret på plejehjem, er blevet dårligt behandlet. Som følge af nedskæringer, som følge af manglen på varme hænder.
Men - måske meget symptomatisk for de små samfund i udkantsområderne - tør mange ikke udtale sig. Som én siger ligeud: ‘Det er ikke nemt at kritisere, når ens pårørende stadig er på plejehjem’.
Frygten for, at man selv eller ens nærmeste bliver straffet med endnu ringere pleje, har bidt sig fast.
»Det kan bare ikke være rigtigt. Vi er nødt til at blive ved med at kæmpe. For i dag er det ikke sjovt at blive gammel. Det gør ondt at se på,« siger én af de stemmer, der har nægtet at bukke under for den usagte trussel.
Vi er kørt til Tarm, godt ti km fra Borris og Dalager Marked, hvor Kandis om nogle timer skal optræde.
Her bor Helga Bollerslev Lunde, som stemmen tilhører og som denne søndag formiddag sidder i stuen i det lille rækkehus, der til daglig bebos af moderen Esther og indtil for fire år siden også faderen Hans.
Ham har mor og datter i dag hentet på plejehjemmet Egvad. Har trillet ham i kørestolen de 900 meter hjem til stuen, hvor minderne står i kø. De gode og de dårlige.
»Han troede, at han blev kasseret, da vi var nødt til at sende ham på plejehjem for fire år siden,« fortæller 87-årige Esther Bollerslev om sin 90-årige mand, der sidder for enden af spisebordet.
Hun kigger på ham. Med øjnene fulde af sorg. For det var ikke nogen nem beslutning.
Hans Bollerslev er ramt af den kroniske lidelse Parkinsons sygdom. Sygdommen giver motoriske problemer og muskelkramper. Men også depression og andre sygdomme som følge af, at patienten mister flere og flere nerveceller i hjernen.
Da sygdommen brød ud, tog Esther Bollerslev sig kærligt af sin mand.
»Mor er jo den bedste,« indskyder datteren med et smil.
Men snart var Esther Bollerslev selv på vej ned i mørket. Opgaven med at passe sin syge mand blev for stor for hende.
»Jeg kunne bare ikke mere,« siger hun stille, mens hun skænker kaffe op til Hans.
For hende var det vigtigt, at dén mand, som hun sidste år kunne fejre krondiamantbryllup med, fik en plejehjemsplads i samme by, så hun dagligt kunne besøge ham. Derfor var der kun én mulighed. Egvad Plejehjem. Selv om plejehjemmet ikke har det bedste ry og i en række artikler i de lokale medier gennem de seneste år er blevet udsat for stærk kritik.
»Jeg magtede jo ikke mere, så vi drømte om, at de kunne løfte opgaven. Men det kan de ikke. Der er ikke penge og folk nok,« sukker Esther Bollerslev.
Datteren Helga Bollerslev Lunde - som selv er tidligere sosu-hjælper - er hende, der banker i bordene, tager kampene på familiens vegne.
Ligesom moderen besøger også hun stort set sin far dagligt. Og er vidne til det svigt, som både han og andre beboere udsættes for. Bleer, der ikke bliver skiftet. Mad, de ikke får hjælp til. Medicin, der forsvinder. Hjælp, der ikke kommer.
»Oppe på plejehjemmet har de én ugentlig badedag, men hvis den falder på en helligdag - hvor der er søndagsbemanding - så får du ikke bad den uge. Jeg var inde og kigge i fars papirer, og i maj måned skulle han have været i bad fem gange. Men på grund af helligdage fik han kun tre,« fortæller Helga Bollerslev Lunde og fortsætter med historien om, at Hans i sidste måned også stod til at miste sit bad dagen før, at han fyldte 90 år og skulle fejres af familien.
Det var en hård kamp. Men Helga Bollerslev Lunde vandt den ved at bruge den klippekortsordning til ekstra hjælp, som kommunen har indført.
»Men det er da uværdigt,« tilføjer hun med harme i stemmen.
Mor og datter tager sig selv af mange af de daglige gøremål på plejehjemmet. Esther soignerer ham, sørger for, at han ser ordentlig ud. Hjælper ham med kaffen og med maden. Helga doserer medicinen. Sørger for bleer. Men de kan ikke være der døgnet rundt.
Hans Bollerslev sidder for enden af bordet. Med et nik giver han af og til sit besyv med.
Ligesom mange andre på plejehjemmet holder også han normalt kritikken for sig selv. Men i dag har han sagt ja til at deltage.
»Hvad siger du til det, far?« spørger Esther Bollerslev, og tager hans hånd. »Er du nogensinde ked af at være der?«
»Ja,« kommer det fra 90-årige Hans Bollerslev.
»Især når jeg sidder på wc og skal ringe mange gange, før de kommer.«
45 minutter har den Parkinson-ramte Hans Bollerslev måttet sidde og vente, før han blev hjulpet af toilettet. 12 timer har han siddet i sin kørestol uden at få skiftet ble.
»Politikerne lytter ikke til befolkningen. Det har de faktisk aldrig gjort. Men jeg har ét ønske,« siger Esther Bollerslev og fortsætter:
»Jeg ville ønske, at de politikere der træffer beslutningerne, prøvede at komme et døgn på plejehjem og fik at vide, at ‘du kan få en ble på kl. syv i morgen tidlig og så kommer vi og skifter den kl. syv i morgen aften. Det skulle de prøve.«
Øjnene er fugtige og stemmen stærkt bevæget.
Helga Bollerslev Lunde tager over.
»Vi er jo ikke blege for at sige noget, og vi bliver ved med at kæmpe, selv om det er en alenekamp. Hvis det ikke bliver sagt, kommer vi jo aldrig videre.«
Esther Bollerslev stryger Hans over kinden. Hun mindes dén gang, de var yngre og opdrættede kyllinger.
»Hvis bare han fik samme pleje, som han gav sine kyllinger, så ville han have et godt liv.«
Der er smukt og grønt på vejen fra Tarm til Borris, på vej tilbage i Kandis-sporet.
Berørte forlader vi Helga, Esther og Hans, mens tunge skyer trækker sammen på den vestjyske himmel.
En kirke varsler byens komme. Omkring den ligger en klump murstenshuse fra 1950erne og ‘60erne uden de store dikkedarer. Et ældre ægtepar er i gang med at fjerne ukrudt ud mod vejen. Udover fuglekvidder høres ikke en lyd.
850 mennesker bor der i Borris.
Jes Nissen kommer gående i sine træsko med et indkøbsnet i hånden. Han er 60 år. Har boet her i de 30 af dem.
»Vi er udkantsdefineret her i Borris,« siger han. »Hver gang kommunen skærer for langt ind til benet, skaber det lokal diskussion. Vi får bare en mindre pose penge her.«
Han er lokalrådsformand og fortæller om mange arbejdspladser, der forsvandt under den økonomiske krise i 00erne. Men også - og ikke uden i stolthed i stemmen - at Borris trods alt er en af seks landsbyer, der er steget i befolkningstal, at det går den rigtige vej.
»Selv om det er nemmere at få amerikanske ingeniører hertil end danske.«
»De unge er nødt til at søge væk, for vi kan ikke tilbyde videregående uddannelser. Men til gengæld kan vi tilbyde fællesskab og aktiviteter,« siger han og nævner det årlige traktortræf og så selvfølgelig Dalager Marked, hvor vi er på vej hen og hurtigt bliver mødt af tilbud om alt fra erotisk legetøj til gratis nakke-skulder massage. Alt fra røget fisk og pølser til 20 par tennissokker for 100 kr.
Men så er det, at himlen åbner sig.
Inde hos Kandis i festteltet er der tørt. Men fugtigt. Trods tidspunktet sidder mange allerede klar ved langbordene med deres fadøl og forventninger, som snart indfries.
Mange danser sig tørre. Andre bliver siddende. Gummistøvlerne vipper med i takt med musikken.
»Kan I lide country?« råber Johnny Hansen så. Og de råber ja.
Så kaster Kandis sig ud i Olivia Newton Johns hit fra 1973, som sender tankerne tilbage til Helga, Esther og Hans Bollerslev i Tarm. Til Karen og Carl Heinz Komischke i Toftlund. Til Janni Hoffmann i Svebølle. Til Ammar Hussein Al Ali i Skårup. Til Jesper Wolff i Karrebæksminde. Til alle stemmerne fra udkanten og deres opråb til politikerne som ikke lytter.
‘Let me be there in your morning. Let me be there in your night. Let me change whatever’s wrong, and make it right’.
Lad os håbe, at nogen har hørt dem.
Læs næste søndag reportagen fra overdanmark
Hvad mener Kandis' publikum?
Vi har spurgt, om de frygter den dag, hvor de får behov for ældrepleje?
Jan Andersen, 46 år, rutebilchauffør
»Nej, ikke endnu. Det gør jeg ikke, og har ikke tænkt på det endnu. Jeg har en gammel mor, der er 86. Men hun klarer sig næsten selv, og har kun brug for en smule hjælp, så der er ingen problemer i det. Og derfor er det ikke noget, jeg har tænkt så meget over.«
Bente Sørup, 50, pædagogisk assistent
»Ja, det kunne jeg godt gøre. I hvert fald sådan som det ser ud nu. Der er det lidt bekymrende, for jeg synes ikke, at der er de hænder til det, som der burde være. Jeg har ikke p.t. familie, der har brug for pleje, men jeg har haft min gamle farmor på 97, og det synes jeg bestemt ikke, var optimalt. Så det ville være synd at sige, at jeg mine forventninger til den dag det bliver min tur, er høje.«
Jan Jacobsen, 61, arbejdsledig
»Overhovedet ikke. Jeg tror på, at jeg vil være i de bedste hænder. Nu har jeg en gammel mor på 84, og hun får da den hjælp, som hun skal have, så det regner jeg da også med at jeg får, den dag, hvor det er min tur. Jeg frygter det ikke.«
Anita Vestergaard Starn, 34, sygemeldt
»Nej, ikke som sådan. Lige p.t. går jeg ikke så meget op i det. Jeg har en alder, hvor jeg tager en dag ad gangen, og det kan nå at blive lavet om mange gange inden, det bliver min tur. Min far og min bedstemor har haft brug for ældrepleje, og der ikke er blevet taget ordentligt hånd om dem. Men de er begge døde nu, så jeg kender ikke nogen, der har problemer med det.«
