To eksplosioner og en voldsom brand i Aalborg var tidligere søndag tæt på at koste menneskeliv.

Det skete kort før klokken klokken 13, da der opstod brand i en villa på Gertrud Rasks Vej i Aalborg, skriver Nordjyske.

»Branden blev opdaget af nogle omkringboende, som kunne konstatere, at husets beboere lå og sov. Det lykkedes endelig at få dem ud gennem et vindue,« fortæller indsatsleder Søren Korsgaard fra Nordjyllands Beredskab i Aalborg til Nordjyske.

Branden startede i villaens bryggers, hvor der i forbindelse med flammerne også skete to eksplosioner. Det ene brag kom, da en olievarmer eksploderede. Den anden eksplosion kender politiet og beredskabet endnu ikke årsagen til.

Villaen er nu røg- og sodskadet, hvilket gør den ubeboelig. Men en hurtig indsats fra beredskabet gjorde, at ilden blev begrænset til bryggerset, køkkenet og husets stue.

De to beboere, der opholdt sig i villaen, blev ikke kørt til observation på hospitalet, da de følte sig friske. Til gengæld skal de genhuses.