Forbrugerombudsmanden har politianmeldt stor ejendomsudvikler- og mægler for vildledning af lejlighedskøbere. Men Forbrugerombudsmandens vurdering er slet ikke med rette, hvis du spørger firmaerne, der nu er politianmeldt.

Ejendomsudvikleren NPV A/S og ejendomsmægler Niels Hald Amager var i 2014 med til at opføre og sælge 56 lejligheder i byggeriet 'Strandgården' på Amager Strand. I salgsbrochuren kunne de potentielle købere se en plantegning af de nyopførte lejligheder, hvor man havde brugt det tinglyste areal og ikke brugsarealet til at vise lejligheden frem. Forbrugerombudsmanden mener, at dette er misvisende og i strid med markedsføringsloven, mens udvikler og mægler bag byggerriet mener, at alt er foregået efter bogen:

»Vi tror desværre, at Forbrugerombudsmanden har misforstået sagen. Sagen handler om angivelse af arealer i et salgsmateriale, og det er vigtigt at slå fast, at der i salgsmaterialet var angivet BBR-arealer og tinglyste arealer som påkrævet af lovgivningen. Forbrugerombudsmanden introducerer nogle nye arealbegreber, ”brugsareal” og ”indvendigt gulvareal”, som hun blander ind i sagen, og som ikke er entydigt definerede hverken i almindelighed eller i lovgivningen. Derfor opstår der nu denne forvirring,« siger direktør i NPV A/S, Jens Schaumanns, til B.T. og fortsætter:

»Vi mener ikke, at salgsmaterialet har været vildledende eller mangelfuldt, men desværre blev det måske ikke præciseret tydeligt nok i salgsmaterialet, at der var tale om BBR-arealer og tinglyste arealer, og derfor beklager vi, hvis der er beboere, som føler sig vildledt«

Forbrugerombudsmanden fremhæver blandt andet, at en af lejlighederne af plantegningen skulle være 94 m2 i alt, men den reelle lejlighed var kun på 78 m2.  Samtidig var brugsarealet på badeværelset hele 43 procent mindre, end hvad der var oplyst i brochuren.

Forbrugerombudsmanden valgte at gå ind i sagen, efter man havde modtaget 33 klager fra købere af lejligheder i 'Strandgården'.

»Det er vores vurdering, at salgsmaterialet har givet forbrugerne det indtryk, at de købte en større lejlighed, end de faktisk gjorde. Det er ikke i orden. At købe en ny bolig er en stor beslutning, som man naturligvis skal kunne træffe på baggrund af korrekte oplysninger. Vi har derfor politianmeldt de involverede virksomheder,« siger Forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen.

NPV A/S og ejendomsmægleren afviser at have gjort noget forkert, og politiet skal nu efterforske sagen nærmere.

Nu har Forbrugerombudsmanden politianmeldt Jer. Hvilket udfald regner I med, at sagen får?

»Vi mener ikke, at salgsmaterialet har været vildledende eller mangelfuldt, og vi forventer derfor ikke, at politiet vil rejse tiltale mod NPV, når politiet først har haft lejlighed til at undersøge sagens omstændigheder nærmere.  Vi har indtil nu forsøgt at få en dialog med Forbrugerombudsmanden om sagen, men Forbrugerombudsmanden valgte at politianmelde os meget hurtigt uden en egentlig nærmere dialog. Derfor vil vi nu indgå i en dialog med politiet, og vi forventer altså, at politiet når frem til, at der ikke er sket nogen overtrædelser,« siger direktør i NPV A/S, Jens Schaumanns, til B.T.

Jens Schaumanns gik efter finanskrisen konkurs med Schaumann Properties, hvilket efterlod flere banker med massive tab. I dag er han direktør for NPV A/S, der står bag mange ejendomsprojekter i København og på Sjælland, men NPV A/S er officielt ejet af Investeringsselskabet Gribskov, som Schaumanns to døtre ejer. Døtrene overtog kontroller som 12- og 17-årig lige efter finanskrisen.