Det nu nedlagte sharia-råd i Aarhus er langtfra det eneste sted i Danmark, hvor et råd praktiserer sharia-lov over for danske muslimer.
Kort efter at TV 2 i søndags med skjulte optagelser afslørede, at et såkaldt »sharia-råd« bestående af ledende personer med tilknytning til Fredens Moské i Aarhus afgør, om muslimske par kan blive islamisk skilt, valgte rådet at opløse sig selv.
Men den særlige praksis, hvor en gruppe af imamer eller lærde mænd dømmer og rådgiver muslimer efter den islamiske sharia-lov, er ikke isoleret til den konservative moske i Aarhus, vurderer flere forskere, som Berlingske har talt med.
»Mit bedste gæt er, at der er et i Aarhus og omegn, et i Odense og så et-to stykker i København,« siger Niels Valdemar Vinding, der er forsker ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier på Københavns Universitet og har forsket i imamer og sharia i Danmark og Europa.
Han understreger, at rådene er knyttet til bestemte kulturelle kredse, typisk den mest konservative del af de arabiske og somaliske miljøer, snarere end islam i almindelighed. De tyrkiske moskéer – som der er flest af i Danmark – bygger f.eks. på en sekulær tradition.
Ideen med sharia-rådene er traditionelt, at lærde med udgangspunkt i islamisk ret rådgiver kvalificeret i private konflikter. Men den måde, rådene ifølge TV 2s optagelser er blevet praktiseret i Fredens Moské i Aarhus, er ifølge Niels Valdemar Vinding udtryk for decideret kvaksalveri:
»De sidder og skalter og valter og tager sig en enevældig ret, de slet ikke har, på en enormt overformynderisk måde. Det er selvfølgelig fuldstændig forrykt,« siger han.
Tre islamiske råd i Danmark
Islamisk imam og tidligere religiøs vejleder hos Islamisk Trossamfund Mostafa Chendid mener, det er problematisk, at man kalder sammenslutningen af rådgivende imamer for et »sharia-råd.« Han er selv en af de imamer, der i fællesskab med andre, forsøger at rådgive i private konflikter.
»Når danskerne hører udtrykket »sharia« eller »sharia-råd« misforstås det af mange. Folk forbinder helt forkert udtrykket med drab, håndafskæringer og lignende. Derfor vil jeg heller ikke kalde det sharia-råd, men derimod et islamisk råd eller en social komité af imamer, der rådgiver,« siger Mostafa Chendid.
Han fortæller, at rådgivningen oftest drejer sig om, hvordan en kvinde kan komme ud af et ulykkeligt ægteskab. Selv om hun begærer skilsmisse hos Statsforvaltningen, er det ikke ensbetydende med, at det muslimske bagland vil acceptere det som en religiøs skilsmisse. Derfor søger mange kvinder hjælp hos imamen.
Det er dog ikke altid, at det er muligt for en imam at overtale manden eller parrets familier, og det er her, at sammenslutningen af imamer kan være nyttig, siger Mostafa Chendid:
»Når der er problemer med en skilsmisse, prøver vi at sidde to eller tre imamer sammen for at hjælpe kvinden. Eksempelvis ved at forsøge at ringe til manden og støtte hende i at komme ud af ægteskabet. Der er ikke noget officielt bestemt om vores arbejde, og det er ikke sådan, at vi holder faste møder og fungerer som en enhed, men nogle gange bliver man ringet op af en imam, og andre gange ringer man andre imamer op,« fortæller Mostafa Chendid om praksissen bag rådgivningen.
Cirka tre gange om året må han i fællesskab med andre imamer forsøge at mægle i en konflikt. Hvis en kvinde fortæller, at hun er udsat for hustruvold, anbefaler han hende at melde det til politiet. Hvis et ægtepar samlet ønsker hjælp til forsoning, forsøger han at hjælpe med det. Han understreger samtidig, at al rådgivning, imamer giver, skal følge dansk lovgivning.
»Det er mit ansvar at hjælpe kvinderne, uanset om manden er en dårlig mand, eller om det bare er fordi, at hun ikke vil være sammen med ham,« siger Chendid.
Ifølge ham findes der tre sammenslutninger af imamer – det medierne har døbt »sharia-råd«: en i København, en i Odense og indtil søndag aften en i Aarhus.
Fuld af undergrundsimamer
Mohammad Rafiq griner, da han hører præmissen om, at der kun skulle findes tre sharia-råd i Danmark.
Dansk-pakistaneren er integrationsrådgiver og administrerende direktør i International Institute of Human Rights, der i samarbejde med advokater yder retshjælp til private og rådgiver kommuner og myndigheder om integration.
»Mange prøver at reducere og undertrykke problematikken. Men det, du kalder sharia-råd, findes over det hele. Alene i Mjølnerparken er der mere end en håndfuld. Det foregår bare skjult,« siger han.
Mohammad Rafiq er forfatter til en bog om tvangsægteskaber og er tidligere kommet i konflikt med dele af miljøet for at kritisere praksissen. Ifølge ham er rådgiverne ikke altid egentlige imamer, men kan også være »lærde mænd fra landsbyen«, som nyder respekt i lokalmiljøet. Og som med meget andet i det etniske miljø i Danmark er rådene snarere opdelt efter kultur og etnicitet end religion. Pakistanerne søger vejledning hos pakistanere – og helst en fra samme klan eller by som dem selv. Somaliere hos somaliere, osv.
»Hver moské har en forening bag sig, som har nogle bestyrelsesmedlemmer. Det, du kalder sharia-råd, kalder jeg bestyrelser,« siger Mohammad Rafiq.
Bestyrelserne er dem, som påtager sig vielser, begravelser og andre religiøse administrative handlinger. Og Mohammad Rafiq understreger, at der foregår masser af lødig og kompetent rådgivning, der minder om frivillig retshjælp eller åndelig vejledning, som vi kender det fra kirker eller andre åndelige rådgivere.
»Men der er også mange korrupte imamer, der har læst lidt her og der og føler sig kanondygtige uden egentlig at have styr på islam. De har ikke magt i juridisk forstand – al vejledning sker mundtligt – men magt fordi de fungerer som stammeledere, som folk stoler på, og hvis råd bliver taget alvorligt af familien.«
Hjælp kvinderne
Der er altså ikke nødvendigvis tale om et »retssystem«, som ligger over det danske, sådan som sharia-rådene ofte bliver udlagt. Men i mange familier med anden etnisk baggrund er det anderledes naturligt, at det, de fleste danskere betragter som private anliggender – herunder ægteskab, studie- og arbejdsvalg, børneopdragelse, osv. – angår hele familien og er noget, man søger vejledning om hos en, familien stoler på.
Mange af kvinderne har desuden intet andet netværk ud over det etniske og tror ikke på, at de kan få hjælp inden for det etableredde danske system. Derfor bliver »kælderimamerne« stadigvæk frekventeret på trods af deres tvivlsomme rådgivning.
»Jeg har stor beundring for de kvinder, som samler mod til at kæmpe for deres rettigheder inden for det danske system, for det er ofte det danske system, der skuffer dem – ikke islam,« siger Mohammad Rafiq.
Lige så kritisk han er over for den korrupte »undergrundsrådgivning«, lige så kritisk er han over for den danske stat, der ifølge ham slet ikke gør nok for de etniske kvinder. I dag bliver man i forbindelse med skilsmisse i Statsforvaltningen f.eks. tilbudt mægling fra en præst. Men man kan ikke på samme måde få mægling fra en imam.
»På den måde er politikerne selv med til at rulle løberen ud for de korrupte undergrundsimamer,« siger Mohammad Rafiq. For i de muslimske miljøer er det nødvendigt også at få den islamiske skilsmisse.
»Man skal tage parallelsamfundene dybt alvorligt. Men det er nogle gange småting, der skal til for at dæmme op for de korrupte imamer. Det kan godt undre mig, at politikerne snakker så meget, men gør så lidt. Vi taler ikke om indsatser, der koster milliarder af kroner, men om at se kvinderne og anerkende deres behov,« siger han.
