Advarsel om stærkt foto

Ved du noget om sagen, eller kender du til en lignende episode? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.

Det var et drabeligt syn, der torsdag mødte Morten Sørensen på en cykeltur med sin kammerat. I vejkanten stod en kvinde med en barnevogn og en ilde tilredt kat, der var fanget i en rævesaks. »Ikke fair over for dem, som har fået ødelagt deres hjerter og familier,« siger ejeren af katten.

Torsdag var 45-årige Morten Sørensen ude og cykle en tur med sin kammerat i området Granslev tæt ved byen Hammel i Østjylland. Men hvad der skulle have været en hyggelig 'nytårscykeltur' udviklede sig til lidt af et drama, for tæt ved byen Vrangstrup bliver de råbt an af en yngre kvinde med en barnevogn.


»Da vi kommer over til hende, kan vi se, at en kat er sprunget op på hendes barnevogn, hvor den prøver at komme ind til hendes barn, sikkert fordi den er skræmt fra vid og sans,« siger Morten Sørensen og fortsætter:

»Vi kan se, at den har en rævesaks rundt om benet. Vi får katten ned på jorden, hvor den mjaver og klager sig. Den går nogle få gange rundt om barnevognen med rævesaksen på, inden den sætter sig ned igen.«

Katten Benny blev fundet lidt uden for byen Vrangstrup, som du kan se på kortet:

Der er tale om katten ’Benny’, som har været forsvundet siden 7. december. På det lokale dyrehospitalet i Hammel blev katten senere aflivet på grund af sine skader. Det fortæller ejeren af katten Lisa Bonde Olesen, 25, til BT. Hun bor i Bøstrup lidt under en kilometer fra det sted, hvor Benny blev fundet.

»Jeg har altid gået ture i det område, jeg har veninder, som går ture med deres børn dernede, og jeg ved, at der er børn, som leger i det område,« siger Lisa Bonde Olesen, der fortæller, at Benny var en rigtig familiekat og aldrig var væk hjemmefra i mere end et par timer ad gangen.

»Jeg er chokeret, rasende, målløs og så er jeg vanvittig sur over, at der er nogen, som kan finde på at lægge sådan nogle fælder ud. Dyrlægen sagde, at vores kat havde gået rundt med rævesaksen i mindst 14 dage. Så de aflivede ham, fordi de ikke kunne gøre andet.«

Forarget og pisse sur

På Facebook har Morten Sørensen delt sin oplevelse og et billede af katten.


Kvinden med barnevognen havde fundet katten med den blodige rævesaks rundt om benet i vejkanten. Morten Sørensen ringede til både Kattens Værn, politiet og Falck, før en forbipasserende person i bil tog katten med til det lokale dyrehospital i Hammel.


»Vi fik fat i Hammel Dyrehospital, som sagde, at vi skulle komme forbi med den. Vi turde ikke prøve at tage rævesaksen af, fordi vi var sikre på, at den skulle bedøves inden. Det ville vi ikke gøre for kattens skyld,« siger Morten Sørensen og fortsætter:

»Det kunne sagtens have været en barnefod i den rævesaks, det er noget svineri. Jeg er forarget og pisse sur over, at folk kan finde på sådan noget.«

Dyrehospitalet har ifølge Favrskov Posten anmeldt episoden til politiet, fordi det er ulovligt at sætte rævefælder op i Danmark.

Lisa Bonde Olesen, der bor sammen med sin kæreste, deres etårige søn samt en hund og en anden kat, frygter nu for deres anden kats liv.

»Vi er rædselsslagne for, hvad der skal ske, når vores anden kat forsvinder ud af kattelemmen, men vi kan jo heller ikke holde den inde.«

Fra den lille familie lyder opfordringen: ’få de rævesakse væk’.

»Det er simpelthen ikke fair over for dem, som har fået ødelagt deres hjerter og familier, fordi der er nogen, der synes, at de skal slå et dyr ihjel,« siger Lisa Bonde Olesen.

På billedet herunder kan du se katten Benny

Foto: Privatfoto af Morten Sørensen
Vis mere