Lars Rønn, 56, sagsøger den 38-årige kvinde, som angiveligt klippede den hestehale, som han har brugt fire år på at gro, af lørdag aften.

-  Der er ikke ord for, hvor ondt det gør. Det er som at miste en del af min personlighed, siger Lars Rønn nogle dage efter,

Optrinnet skete lørdag aften på restaurant Christianshavn i Lemvig. Ifølge Lars Rønn var der udlovet 'en dusør' på hans hestehale. Den gæst, som fik klippet den af, inden aftenen var omme, ville sørge for, at alle ville få øl til en 10'er om søndagen.

Trofæhår
Lars Rønn undgik med nød og næppe et forsøg på at få klippet håret, men i anden omgang blev hestehalen klippet af i ét hug af en kvinde fra Harboøre, mens han talte med en kvinde fra Thisted.

- Jeg blev SÅ ked af det, så gik jeg hjem og svor, at jeg aldrig ville komme igen, fortæller han til bt.dk

Han kom dog forbi om søndagen alligevel, da han skulle tømme et opsparingsskab - og der så han, til sin gru, at hestehalen nu hang ved baren, som et andet trofæ.

Der besluttede han sig for, at han ville kræve erstatning for sin - ifølge ham selv - godt 30 cm lange hestehale. En hestehale der har taget flere år, faktisk fire, at gro.

Tror du selv, vi ville finde på det?
Men på værtshuset i Lemvig er der en anden version af, hvad der egentlig foregik den skæbnesvangre aften. Der er de ved at være trætte af, at Lars Rønn snakker om løsfarende sakse og hårtrofæer.

-  Nu har jeg været værtshusejer i 21 år, hvor længe tror du, at jeg ville kunne fortsætte, hvis jeg tillod at have sådanne konkurrencer på min bar? spørger ejeren af restaurant Christianshavn, Jørgen Lundgaard.

Han kan ikke nikke genkendende til det forløb, som Lars Rønn har berettet, men han forklarer også, at han forlod baren kl. 18. Altså timer inden det påståede overgreb fandt sted.

Billige fødselsdagsøl
- Den konkurrence fandt aldrig sted. Når jeg solgte øl  til en 10'er søndag, er det fordi min kone havde fødselsdag. Vi er fire i familien, fire gange om året har vi en søndag, hvor vi fejrer fødselsdag med billige øl, forklarer værtshusejeren.

- Og hvad angår hestehalen. Jeg ved ikke, hvad der er sket præcist den aften, men den var ikke længere end seks centimeter. Så jeg har lidt svært ved at se, hvordan han skal bevise, at den var så lang, som han påstår, siger Jørgen Lundgaard.

Tidligere vundet erstatningssag
Lars Rønn fortsætter uanfægtet kampen for at få erstattet sin hestehale. Han bruger sin fynske advokat, der tidligere har vundet en erstatningssag for ham. Tilbage i 2004 fik Rønn tilkendt 100.000 efter et trafikuheld. En sag, som advokaten reklamerer med på sin hjemmeside.

Og beviserne for hestehalens længde?

- Min svoger er ved at få fremkaldt billeder fra en ferie, hvor jeg var med. Det er svært, for man bliver ikke fotograferet bagfra så ofte, men det skal nok lykkedes at finde et, siger han til bt.dk

Har du billeder af hestehalen - eller kender du noget til hvad der skete lørdag nat på restaurant Christianshavn i Lemvig, så skriv endelig til ssn@bt.dk