Caroline Lerche vil skabe opmærksomhed om organdonation, uanset om det så kræver, at hun smider tøjet i den gode sags tjeneste.

Det hele startede den dag Caroline Lerche fandt ud af, at hendes ven var skrevet på venteliste til en ny nyre. Efter at have læst om risikoen ved at donere et organ, tog hun en beslutning, der ændrede både hendes og vennens liv.

»Jeg valgte at donere min ene nyre, fordi jeg hurtigt fandt ud af, at jeg sagtens kan leve uden en nyre. Det var ikke en stor beslutning, det føltes bare som det rigtige at gøre,« fortæller Caroline Lerche til BT.

Hun tog beslutningen tilbage i efteråret 2017, og den 2. februar 2018 skete det. Caroline Lerche forlod hospitalet uden sin ene nyre, og har ikke fortrudt det lige siden.

Derfor har hun nu valgt, at bruge et ældgammelt salgstrick og dele et letpåklædt billede at sig selv i håbet om at skabe opmærksomhed omkring organdonation.

»Jeg ville lave noget anderledes. Bar hud er altid noget, der fanger folks opmærksomhed, og derfor valgte jeg at vise min egen krop frem, og det skal jeg leve med resten af livet,« fortæller Caroline Lerche, der har delt et opslag på Instagram, som man kan se herunder:

'Der er mange mennesker rundt omkring i verden, der har brug for et nyt organ. Alene i Danmark er der 448, der står på venteliste til et nyt organ. Men ventelisten er fyldt med folk, der ofte svinger mellem liv og død. I Danmark er der kun 21 procent, der har taget stilling til organdonation,' skriver Caroline Lerche til billedet på Instagram.

Med billedet håber den unge kvinde ikke blot på at fange dem, der allerede har organdonation tæt inde på livet. Tværtimod håber hun, at hendes bare hud vil interessere dem, der umiddelbart ikke har overvejet, hvad der skal ske med deres organer, når de dør.

Dengang Caroline Lerche tog beslutningen om at donere sin nyre væk, var det heller ikke uden bekymring fra hendes familie.

»Som langt de fleste vidste mine forældre ikke meget om organdonation. Derfor var de selvfølgelig bekymrede for mig og mit helbred. Det beviser bare, hvor vigtigt det er at folk ved mere om organdonation. Jeg har ikke nogen bestemt målgruppe, for alle er min målgruppe.«