Den anonyme giver, som efterlod godt en million kroner i knitrende tusindekronesedler til Røde Kors i en tøjcontainer, havde brugt 40 år på at samle formuen sammen.
De tre damer hos Dansk Røde Kors' genbrugsbutik i Jyderup fik deres livs overraskelse, da de tirsdag åbnede en sort skraldesæk med tøj fra genbrugscontaineren. Inde i sækken, blandt gammelt, brugt tøj, lå en hvid affaldspose med ti hvide konvolutter. Og fra hver konvolut kunne de trække et hundrede 1000-kronesedler frem.
De chokerede damer ringede straks til deres leder, og fortalte med bæven i stemmen om deres fantastiske fund.- Da jeg blev ringet op, der troede jeg i første omgang, at der var nogle der var løbet med kassen, eller, at der var en af medarbejderne, der var blevet overfaldet, så fortumlede lød damerne, fortæller Birgit Dam, aktivitetsleder for tøj i Dansk Røde Kors' Jyderup-afdeling.
Men da det viste sig, at der ikke var fare på færde, så blev også aktivitetslederen begejstret over den flotte donation på omkring en million.
Sammen med de mange kontanter lå et brev, hvor der stod, at pengene skulle doneres til Dansk Røde Kors, at pengene var sparet sammen over 40 år og at giveren gerne ville være anonym.
Birtgit Dam har i sine 35 år hos Røde Kors aldrig oplevet et så opsigtsvækkende fund i en tøjcontainer. Også selv om de velgørenheds-forretningerne nogle gange modtager designermøbler på samme måde som pengene.
- Jeg har aldrig oplevet noget lignende, og jeg kan næsten helt sikkert sige, at jeg ikke kommer til det igen, siger Birgit Dam til bt.dk.
Tøjcontainerne bliver tømt en gang om ugen, så de mange penge kan potentielt have ligget i tøjcontaineren siden sidste mandag.
Politiet har kontrolleret de mange penge, og der er intet der tyder på, at de skulle stamme fra lyssky forretninger eller lignende.
Alligevel vil politiet gerne have kontakt med den anonyme giver.