Der lød et kæmpebrag, da et containerskib onsdag aften ramte broen over Limfjorden i Aalborg. Brovagten blev så bange og rystet, at han ikke vidste, hvad han skulle gøre.

Sammenstødet mellem det finske containerskib og jernbanebroen over Limfjorden gik ikke stille for sig. Braget kunne høres på lang afstand.



Ifølge politiet blev brovagten så forskrækket over lyden, at han ikke vidste, om han skulle blive på broen eller tage flugten.

- Selvfølgelig giver det noget af et brag, når et skib på 75 meter sejler ind i en jernbanebro, så der lød noget af et drøn, siger vagtchef ved Nordjyllands Politi, Per Jørgensen til bt.dk.

Ifølge brofoged Gert Poulsen, der arbejder på broen, har det rystet den pågældende brovagt, der var på arbejde i går aftes.

- Jeg har snakket med ham. Han var selvfølgelig rystet over det, der er sket, og han blev tilbudt krisehjælp, men det mente han ikke var nødvendigt. Han blev meget chokeret over det, men han har det okay i dag, siger Gert Poulsen og fortsætter:

- Det hele hopper herinde, når det sker. Det svarer til, at en bil kører over et stort bump på vejen.

Brofogeden fortæller, at hvis broen havde været en bil, ville man sige, at den var blevet totalskadet. 
 
En nabo til broen beskriver over for bt.dk, at han hørte noget, der lød som et 'mellem-stort' kanonslag.

- Hov! Hvad skete der lige der, tænkte jeg, men jeg gik ikke ud og tjekkede det. Det var først i morges, det gik op for mig, hvad der var sket, fortæller han.

Kalle Braa Andersen bor på vejen Mellem Broerne i Nørre Sundby – tæt på broen. Han og hans kone hørte ikke selve sammenstødet, men de undrede sig over, at de ikke hørte nogle tog på broen torsdag morgen.

- Vi plejer at vågne ved, at togene begynder at køre over broen omkring klokken fem – seks stykker, men i morges var der stille. Det var på den måde, vi opdagede, at der var noget galt, fortæller han.

Det er endnu uvist, hvorfor kaptajnen sejlede frem mod broen, selv om den ikke var åben. Noget tyder på, at en kommunikationsfejl mellem brovagt og kaptajnen kan være årsagen. Begge er blevet testet, og ingen af dem var påvirket af alkohol.



Broen blev voldsom beskadiget ved sammenstødet, og det kan tage helt op til et halvt år, før der igen kører tog på broen. Indtil videre bliver passagerer fragtet over Limfjorden i busser.