Flere biler er torsdag aften kørt galt på Silkeborgmotorvejen syd for byen Lindå. De mange ulykker skyldes ifølge Midt- og Vestjyllands Politi, at vejene er ’spejlglatte’ på grund af nedbør.

Der er udelukkende tale om solouheld, og ifølge vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi, Simon Skelkjær, er der tale om cirka en håndfuld biler, der er kørt galt.

Til BT oplyser han, at ingen er kommet alvorligt til skade. En enkelt ambulance er dog blevet tilkaldt grundet nakkesmerter hos en af de bilister, som er kørt galt.

Trafikulykkerne er sket i begge sider af motorvejen, men hvis man kører forsigtigt, kan man ifølge Simon Skelkjær godt køre på vejen.

Midt- og Vestjyllands Politi har sendt fire patruljevogne og to skiltevogne af sted for at få folk til at sætte farten ned.