Mange danskere har i år kunnet glæde sig ved tanken om, at de skal have penge tilbage i skat. Udbetalingen af den overskydende skat begynder tirsdag, men nogle danskere bliver nødt til at væbne sig med tålmodighed. 

For knap en måned siden blev årsopgørelserne offentliggjort, og flere hundrede tusinde nysgerrige danskere klikkede ind på Skat.dk for at se, om årsopgørelsen bød på et rødt eller et grønt tal.

De danskere, som har betalt for meget i skat, kan se frem til at få udbetalt den overskydende skat fra tirsdag den 12. april. Men langt fra alle kan regne med at få deres penge i april.

Skat oplyser ifølge Finans.dk, at der kan være flere måneders ventetid på udbetalingen, og at 400.000 danskere ikke vil få deres penge udbetalt den 12. april.  Nogle må endda vente helt til august.

Der kan være flere grunde til ventetiden, og især tre ting er hyppige årsager til, at udbetalingen tager lidt ekstra tid. Det skriver Finans.dk.

Ført og fremmest kan det skyldes, at man selv eller ens ægtefælle har en gæld til det offentlige. I de tilfælde undersøger Skat, om pengene kan bruges som afdrag på gælden. Hvis der stadig er penge tilbage, når gælden er betalt, vil de blive udbetalt i slutningen af august.

Også hvis man skal have mere end 100.000 kroner tilbage i skat, må man vente lidt, før pengene bliver udbetalt. I de tilfælde skal Skat nemlig undersøge, om beregningerne virkelig stemmer.

Endelig må man forvente lidt ekstra ventetid, hvis man ikke har en aktiv NemKonto. I de tilfælde får man først pengene, når man registrerer en NemKonto.

Særligt den sidste årsag til længere ventetid er værd at være opmærksom på – især hvis man har skiftet bank eller er under 15 år gammel. Børn under 15 år kan nemlig ikke registrere en NemKonto på hjemmesiden, men er nødt til at kontakte deres bank.