Lyt til artiklen

Mark Cavendish gennemgik lidt af et mareridt som cykelrytter for snart en uge siden.

I søndagens 6-dagesløb i Gent, Belgien, måtte han nemlig udgå efter et voldsomt styrt og derefter lade sig indlægge på hospitalet med to brækkede ribben og en punkteret lunge.

En oplevelse, der – udover den åbenlyse fysiske smerte – stadig sidder i ham. For den britiske superstjernes fire børn var nemlig til stede i arenaen, da styrtet skete.

Det siger han i et interview med The Sun.

Foto: JASPER JACOBS
Vis mere

Og derfor havde Deceuninck-Quick-Step-rytteren kun én ting i hovedet, da han lå i smerte på velodromens gulv.

»Da jeg styrtede, vidste jeg, at jeg ville komme til skade. Sådan noget skræmmer dig. Men mine børn var der, og derfor gjorde mit instinkt, at jeg var nødt til at rejse mig op, så de vidste, jeg var o.k.,« forklarer den 36-årige cykelstjerne.

Efter at have vinket til sine børn på tilskuerpladserne, forlod han banen i store smerter, men han ventede med at blive ført ud på en båre og ind i en ambulance, indtil børnene havde forladt arenaen.

»Jeg gik tilbage til vores båse, som vi har i velodromen, men så snart mine børn var væk, blev jeg fragtet til hospitalet,« fortæller Cavendish.

Foto: JASPER JACOBS
Vis mere

Det var under søndagens parløb, at supersprinteren stødte sammen med danske Lasse Norman Hansen, der intet kunne stille op i situationen.

Vand på banen fik pludselig en rytter til at slå op i banen, og så gik det således først ud over danskeren, inden Cavendish også måtte en tur ned at ligge.

Tidligere på ugen delte Cavendish et billede fra hospitalssengen, hvor han fortalte sine mange følgere på Instagram, at han var i bedring.

Og fredag kunne man så se på samme sociale medie, at han nu endelig var hjemme hos sin familie igen.

Danske Lasse Norman Hansen formåede at komme tilbage på cyklen efter søndagens styrt, hvilket betød, at han sammen med makkeren Michael Mørkøv gennemførte 6-dagesløbet og sluttede på en tredjeplads.

Løbet blev vundet af det belgiske par Kenny De Ketele og Robbe Ghys.