I ottende etape af årets Tour de France satte Tinkoff-Saxos Alberto Contador Astanas Vincenzo Nibali på de sidste 100 meter. Det, mener holdmanager Bjarne Riis, har særlig betydning.

I silende regn blev Vincenzo Nibali sat på plads af Alberto Contador på de sidste meter og hentede dermed tre sekunder ind på førertrøjen. Tidsmæssigt lidt, men symbolsk med stor betydning. Sådan vurderer Bjarne Riis det.

- Contador får Nibali til at resignere og sætte sig. Det er et godt lille tegn, men et vigtigt tegn, siger Bjarne Riis efter etapen.

Han var i det hele taget godt tilfreds med, hvad holdet præsterede på etapen.

- Vi kører et godt cykelløb og gør det, vi gerne vil og havde planlagt og håbet på. Det er det, det drejer sig om, siger holdmanageren for Tinkoff-Saxo.

Nu venter der et par interessante dage i Touren, som Bjarne Riis ser meget frem til.

- I morgen (søndag, red.) bliver nok lidt sværere. Det er ærgerligt, der er langt til mål, fordi det er en flot etape. Dagen efter bliver dog meget vigtig, siger Bjarne Riis.

Efter etapen er Contador på sjettepladsen samlet med to minutter og 34 sekunder op til Nibali i den gule førertrøje.