Par nummer 7 med Michael Mørkøv fra Danmark og Kenny De Ketele fra Belgien vandt det københavnske 6-dagesløb, som blev afviklet i Ballerup Super Arena. Det var Michael Mørkøvs syvende sejr i det københavnske løb.

Michael Mørkøv og Kenny De Ketele sluttede med samme antal omgange som par nummer 1, Moreno De Pauw fra Belgien og Yoeri Havik fra Holland. Men par nummer 7 havde flest point - nemlig 313 mod 297 til par nummer 1.

»Det er fantastisk.Vi har naturligvis knoklet for det her i de seks dage, men jeg har også forberedt mig i lang tid, for det betyder meget for mig at vinde her i Ballerup,« sagde Michael Mørkøv efter løbet til TV2 Sport.

»Vi havde jo håbet, at vi kunne sætte par nummer 1 af undervejs med en omgang, men de ved med at kæmpe sig tilbage. Til sidst slog vi dem så i spurterne, og jeg tror, det var, fordi de havde brugt så mange kræfter på at jagte os undervejs. Så kom det an på, hvem der havde flest kræfter tilbage, og det havde vi altså,« smilede den 32-årige danske rytter.

»Jeg er glad for, at jeg kan komme her som 32-årig landevejsrytter og stadig kunne vinde i 6-dagesløbene. Men vi må ikke glemme, at jeg også havde en meget dygtig makker i Kenny,« sagde han.

Nu er Michael Mørkøv i alt oppe på syv sejre i det københavnske 6-dagesløb. Kun den levende legende, Danny Clark fra Australien, har endnu flere med otte, så chancen er der altså for at tangere rekorden for Michael Mørkøv, som i den kommende sæson tørner ud for Quick Step-holdet på landevejene.

»For et par år siden ville jeg have sagt, at det ville blive svært at tangere rekorden. Men nu er jeg trods alt oppe på syv sejre, så man må sige, at jeg er tæt på,« sagde han.