Quintana, Froome og nu også Contador. Der er lagt op til den helt store kamp om sejren i årets Vuelta a España.

Det står klart, efter Bjarne Riis' spanske superstjerne, Alberto Contador (Tinkoff-Saxo), torsdag formiddag annoncerede sin deltagelse i den spanske rundtur på Twitter:



- Hej alle sammen. Jeg annoncerer hermed, at jeg kører Vuelta a España. Her har I en lille video. Vi ses i Jerez (årets startby, red.), skriver han på Twitter.

Der har længe været tvivl om, hvorvidt Alberto Contador ville udfordre Nairo Quintana (Movistar), Chris Froome (Sky) og Joaquim Rodriguez (Katusha) i Vueltaen.

CYCLING-FRA-TDF2014


Efter sit slemme styrt på 10. etape af årets Tour de France har Alberto Contador aldrig rigtig ville udelukke, at han i stedet vil forsøge at gøre sig gældende i Vuelta a España, der begynder i Jerez den 23. august. Men han har trænet hårdt for at komme i form til hjemlandets vigtigste cykelløb, forklarer han i en YouTube-video.

- Hej alle sammen. Jeg har kørt på cykel de sidste ti dage, og i går (onsdag, red.) var den første dag, jeg kunne køre over et bjergpas uden smerter i knæet, og det glæder mig, motiverer mig og har ført til beslutningen om, at jeg vil køre Vuelta a España, siger han.



Dermed er der lagt op til en dyst mellem flere af cykelsportens helt store etapeløbsstjerner på de spanske skråninger. Ikke færre end syv tidligere Grand Tour-vindere har meldt deres ankomst: Alberto Contador (Tinkoff-Saxo), Chris Froome (Sky), Nairo Quintana (Movistar), Alejandro Valverde (Movistar), Cadel Evans (BMC), Ryder Hesjedal (Garmin-Sharp) og den forsvarende vinder, Chris Horner (Lampre-Merida). Derudover stiller stærke navne som Rigoberto Uran (Omega Pharma - Quick-Step), Joaquim Rodriguez (Katusha) og Robert Gesink (Belkin) også til start. Men Alberto Contador har ikke umiddelbart en placering højt i klassementet i tankerne.

- Jeg ved, at det er et Vuelta a España, som jeg skal angribe på en helt anden måde, end jeg havde forestillet mig tidligere på sæsonen, eller som jeg havde tænkt op til Tour de France. Men jeg tror, det kan blive rigtig godt for mig med tanke på slutningen af sæsonen og begyndelsen af den næste. Måske kan jeg være med til at kæmpe om en etapesejr i løbets sidste uge.

Alberto Contador styrtede på nedkørslen fra Petit Ballon på 10. etape af årets Tour de France. De første meldinger lød på et skinnebensbrud, og senere stod det klart, at han havde skadet sit knæ ganske voldsomt. Han fik dog hverken sene- eller ledbåndsskader, og lægerne ville ikke operere, da det bare ville forværre skaden.

Sidenhen gik der betændelse i sårene omkring knæene, hvilket fik Alberto Contador til at skrive 'Goodbye til Vuelta' på Twitter.

Men skaderne omkring knæet har altså vist sig at hele hurtigere, end Alberto Contador selv kunne drømme om. For en uges tid siden blev han således set træne hårdt omkring hans hjem i Lugano, og nu står det altså klart, at han er klar til at tørne for Bjarne Riis' tropper i Vuelta a España.