16. maj faldt Tobias Hansen om med hjertestop på en gåtur med sønnerne Hugo og Mio på 12 og 2 år.
Hugo reagerede hurtigt og løb efter hjælp, hvilket reddede Tobias Hansens liv.
Hjertestoppet betyder blandt andet, at DR-værten ikke skal med til dette års Tour de France, som han har kommenteret de seneste år.
Heldigvis er han ved godt mod, fortæller han til Se og Hør, der møder ham til premieren på Cirkus Summarum i Ballerup.
Der er dog særligt én ting, Tobias Hansen kæmper med. Hukommelsen.
Han kan nemlig ikke huske perioden omkring hjertestoppet, fortæller han.
»Jeg var ude at lægge terrasse for en kammerat tre dage før. Han har sendt nogle flotte billeder af resultatet, men jeg kan intet huske. Det er helt sort.«
På trods af den manglende hukommelse, har DR-værten det godt fysisk.
Faktisk så godt, at han overvejer, om han skal melde sig rask inden for en måneds tid, siger han til Se og Hør.
Men først skal Tobias Hansen og resten af familien holde ferie på Bornholm. Og da han om få dage må sætte sig i sadlen igen, har han tænkt sig at tage cyklen med til solskinsøen.