UCI-præsidenten David Lappartient gider IKKE Lance Armstrong!

Den franske præsident for den internationale cykelunion bliver derfor væk fra forårsklassikeren Flandern Rundt, lader han ifølge Het Nieuwsblad forstå - et løb, som Lance Armstrong derimod dukker op til, skriver Cyclingnews.

Amerikaneren, der har fået byttet sine syv Tour de France-sejre for en livstidskarantæne for sine dopingsynder, er inviteret til Flandern Rundt af løbsbossen Wouter Vandenhaut. Armstrong skal blandt andet holde et foredrag på 'The Tour of Flanders Business Academy' fredagen inden løbet 1. april, som han kommer til at overvære flere steder på ruten.

Men det behager altså ikke hr. Lappartient.

»Jeg kan ikke konfiskere amerikanerens pas og forhindre ham i at komme til Belgien. Jeg anerkender, at han kan blive inviteret som foredragsholder, og han vil helt sikkert suge en masse opmærksomhed til sig, men det er ikke det budskab, som vi vil sende fra cykelsportens side. Vi vil fremelske en ren sport, og det er Armstrong ikke et symbol på,« siger David Lappartient til Het Nieuwsblad.

I 2012 gav den amerikanske anti-doping-myndighed Lance Armstrong en livstidskarantæne, og han blev desuden frataget de syv Tour de France-titler, som han vandt fra 1999 og frem til 2005. Karantænen betyder, at Lance Armstrong ikke må deltage i eller for den sags skyld være en del af løb i UCI-regi.

»Han har ikke tilladelse til at være i en løbsbil, da han har fået en livstidskarantæne. Jeg er ikke glad for situationen, og det har jeg ladet Wouter Vandenhaut forstå. Jeg kommer ikke til Flandern Rundt. Jeg tager til et andet løb i Belgien i begyndelsen af sæsonen, men jeg ved endnu ikke hvilket,« siger David Lappartient til den belgiske avis.

Præsidentens holdning påvirker ikke løbsarrangøren, der siden midten af december har ladet offentligheden vide, at Lance Armstrong kommer. Og det bliver der ikke lavet om på.

»Lance sagde, at han ikke ville være til besvær, og han gav mig mulighed for at ændre på planen. Det ville og vil jeg ikke. Han er hovedtaleren om fredagen. Det ville være uforskammet og ikke særligt gæstfrit, hvis jeg ikke inviterede ham til løbet om søndagen,« siger Wouter Vandenhaut til Het Nieuwsblad.

Det er ikke første gang, at debatten om Lance Armstrong blusser op. Der findes de, der vil slette Lance Armstrong for altid, og så er der den anden flanke af personer, som mener, at han bør have en chance - eller som minimum samme vilkår som mange af de andre dopingsyndere, som stadig har fingrene helt nede i den internationale cykelverden.

Den debat bliver næppe mindre frem mod Flandern Rundt, der sidste år blev vundet af Philippe Gilbert fra Quick-Step Floors.