Deres samtale blev pludseligt afbrudt, da en kugle onsdag ramte Charlie Kirk i halsen og blev hans endelige. 

Emnet var våben og transkønnede. 

Nu fortæller den universitetsstuderende Hunter Kozak, der blev den sidste til at føre en dialog med den 31-årige og magtfulde aktivist på den politiske højrefløj i USA, hvordan sekunderne op til drabet gik. 

Det skriver The Washington Post.

Hunter Kozak troede ikke, at det var et skud, der lød. Det var først, da han så blodet fosse ud af Charlie Kirks hals, at det gik op for ham. 

»Min hjerne sagde: 'Drop ned til gulvet'. Så tænkte jeg, at det her var et attentat. Han var målet. Det var lige præcis det, der skete. Charlie er død,« siger han til mediet. 

Han fortæller videre, at han egentlig stod langt tilbage i køen til at tale med Charlie Kirk, men at han blev flyttet foran, da arrangører fandt ud af, at han havde venstreorienterede holdninger. 

Hunter Kozak er nemlig en del af gruppen 'Unf**ck America Tour', der tager til arrangementer for at debattere og blandt andet opfordrer til vælgerregistrering. 

På det sociale medie TikTok har han senere delt en video for at afvise, at han skulle have været involveret i attentatet. 

»Jeg ved ikke, hvordan man laver denne video. Det har været et hårdt døgn,« siger han ifølge The Mirror. 

Han forklarer, at han var til stede for at diskutere Charlie Kirks tidligere påstande om transkønnede personers rolle i masseskyderier i USA. 

Hunter Kozak gengiver, at han spurgte Charlie Kirk, om han vidste, hvor mange transkønnede amerikanere, der har været masseskydere i løbet af de seneste 10 år. Her svarede han: »Alt for mange.« 

Til det svarede Hunter Kozak, at der havde været fem, hvortil spørgsmålet så lød, om Charlie Kirk vidste, hvor mange masseskydere, der generelt havde været de seneste 10 år i USA. 

Og svaret blev hans sidste ord. 

»Tæller man bandevold med eller ej?« gengiver Hunter Kozak ifølge mediet. 

Videre kritiserer han alle, der roser gerningsmanden, som senere er blevet afsløret til at være en 22-årig mand fra Utah. 

Du kan følge udviklingen i vores liveblog lige HER.