»Han er en skændsel og har pisset på det samfund, der tog imod ham under krigen i Bosnien, og det ville være en stor glæde for alle, hvis han rejste retur.«
Sådan lyder det fra den socialdemokratiske politiker, Lars Aslan Rasmussen.
Politikeren er kendt som en islamkritisk stemme, har i en årrække siddet i Folketinget og stiller nu op til kommunalvalget i København.
Og så er han havnet i en ophedet ordkrig med den bosniskfødte betjent ved Fyns Politi, Elvir Abaz, der i en årrække også har været en markant stemme i værdidebatter om islam og indvandring.
Elvir Abaz blev torsdag idømt 30 dages ubetinget fængsel for en lang række tilfælde af tjenestemisbrug, herunder videregivelse af fortrolige oplysninger.
Han ankede dommen på stedet, og derfor skal den nu for Landsretten.
Siden har Lars Aslan Rasmussen fortalt til B.T., at Elvir Abaz gennem en længere periode angiveligt har spredt æreskrænkende løgne om ham i islamistiske Facebook-grupper.
Noget, der dog ikke indgik i retssagen mod betjenten.
»Han skrev, at jeg har jødisk baggrund, at jeg er vantro og alt muligt. Han ved godt, hvad det tænder i den slags grupper. Det er enormt giftigt, i de der grupper, når han eksempelvis skriver, at jeg er terrorist. Det er injurier,« har Lars Aslan Rasmussen fortalt til B.T.
En anklage, som Elvir Abaz i en skriftlig kommentar til B.T. afviser.
»Jeg er altså bedøvende ligeglad med Aslans eller nogens etniske eller religiøse baggrund. Aslans påstande om, at jeg skulle have skrevet, at han har jødisk baggrund, er vantro eller terrorist, er ikke bare pure opspind og løgn, som han ikke kan dokumentere,« lyder det i kommentaren, der fortsætter:
»Det er også injurier jævnfør straffeloven. Der foreligger i forvejen en anmeldelse af injurier hos politiet anmeldt af en for mig ukendt borger, idet Aslan for nylig på Facebook har kaldt mig islamist.«
Et svar, der har fået Lars Aslan Rasmussen til at skrue helt op for retorikken.
»Elvir Abaz er kriminel og en løgner. Alt hvad han foretager sig, har haft noget vedrørende islam at gøre. Han kan tage en halalkiks og sidde og have ondt af sig selv i fængslet,« lyder det fra den socialdemokratiske politiker, der tilføjer:
»Det er ynkeligt at se og høre på. Han er en skændsel og har pisset på det samfund, der tog imod ham under krigen i Bosnien, og det ville være en stor glæde for alle, hvis han rejste retur.«
B.T. har indhentet en opfølgende kommentar fra Elvir Abaz.
»Dommen fra byretten er anket til landsretten. Lad os se, hvad landsrettens afgørelse bliver,« lyder det blandt andet i denne kommentar.
Elvir Abaz angriber også »kronvidnet« i retssagen, hans ekskone, den svindeldømte Hayat Faizi, som han kalder en »utroværdig professionel seriebedrager«.
Samtidig anklager han Lars Aslan Rasmussen for at lyve og komme med stråmandsargumenter. Anklager, som den socialdemokratiske politiker afviser.
»Jeg håber, at B.T. og andre medier fremadrettet i højere grad vil afkræve dokumentation og forholde sig mere kildekritisk, når Aslan og hans ligesindede fremkommer med falske og injurierende påstande mod andre samt opdigter falske trusler og chikane mod dem selv for at opnå sympati og diverse fordele,« lyder det endvidere fra Elvir Abaz i kommentaren, som du kan se i sin fulde længde herunder.
B.T. har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Hayat Faizi.
B.T. har beskrevet, hvordan flere andre islamkritiske stemmer også har oplevet, at Elvir Abaz har chikaneret eller forsøgt at undergrave dem.
Det gælder blandt andre den tidligere toppolitiker Naser Khader og Kefa Abu Ras, der er talsperson for foreningen Søstre mod vold og kontrol.
Anklager, som Elvir Abaz overfor B.T. har afvist pure.