Mere end et par trafikanter skulle finde alternative måder at komme hjem på, efter at de havde deltaget i et biltræf i Randers lørdag.

Træffet samlede ifølge Østjyllands Politi flere tusinde bilentusiaster, og politiet var til stede for at afhjælpe trafikken. Det var dog ikke det eneste, politiet fik for hånden til træffet.

Det var nemlig langt fra alle, der havde styr på færdselsreglerne. Og for en større gruppe mennesker gjaldt det, at de overtrådte loven i en sådan grad, at deres køretøjer blev beslaglagt.

Det skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Under træffet blev ikke mindre end 18 biler og tre motorcykler beslaglagt af politiet. I alt blev der uddelt 324 sigtelser til trafikanter, der overtrådte færdselsloven, lyder det.

De mange beslaglagte køretøjer blev taget i politiets varetægt på grund af mistanke om, at der var manipuleret ulovligt med bilerne, oplyser politiet.

Politikommissær Amrik Singh Chadha kalder en del af sigtelserne for 'særligt trist'.

»Vi er desværre ikke overrasket over, at vi i går kunne skrive så mange sager, som vi gjorde, og at så mange køretøjer blev beslaglagt. Vi har intet imod, at folk samles om deres interesse for biler, men det skal naturligvis foregå inden for lovens rammer. Særligt trist er det dog, at vi stadigvæk møder trafikanter, der lader hånt om vores alles sikkerhed i trafikken,« udtaler han.

Af de 324 sigtelser handlede to om narkobesiddelse og narkokørsel. 16 af de sigtede for overtrædelse af færdselsloven står ifølge politiet til en betinget eller ubetinget frakendelse af førerretten.