Danmarks statsminister, Mette Frederiksen (S), reagerer nu også på sagen om den 13-årige pige, som søndag blev fundet i live.

Det sker i et opslag på Instagram, hvor hun har skrevet pigens navn med et hjerte til.

'Tusind tak til Danmarks dygtige politi. Og til de mange, mange af jer, der har hjulpet det seneste døgn,' skriver hun og fortsætter:

'Jeg har været dybt berørt. Ligesom alle jer andre. Alle tanker til pigen. Hendes familie og venner. Nu og i den svære tid, som kommer.'

Den 13-årige pige forsvandt lørdag formiddag, efter hun var blevet færdig med sin avisrute. Dette satte en enorm politiaktion i gang.

Søndag kunne politiet dog heldigvis gå ud med den glædelige nyhed, at pigen var fundet i live. I samme ombæring var en 32-årig mand blevet anholdt.

Den 32-årige mand vil mandag blive fremstillet i et grundlovsforhør. Der er også andre anholdte i sagen.

Politiet arbejder lige nu på en adresse i Korsør. Hvad adressen præcis har med sagen at gøre, ved vi endnu ikke.

Du kan følge B.T.s liveblog om sagen lige her.

Opdateres …