Det er endegyldigt slut for Serena Williams.

Sådan lyder konklusionen fra hendes danske veninde Caroline Wozniacki, der også har stået ansigt til ansigt med den amerikanske verdensstjerne på banen ved flere lejligheder.

Der har været rygter om et comeback, men tennis-pensionerede Wozniacki kan ikke se det for sig.

»Jeg tror det ikke. Hvis vi ser hende i en opvisningskamp, så er vi heldige, men jeg kan ikke forestille mig at se hende tilbage på touren,« siger den tidligere verdensetter ifølge Metro.

Venskabet har varet i mange år efterhånden.
Venskabet har varet i mange år efterhånden. Foto: Mike Stobe
Vis mere

Wozniacki prøvede for nylig at få en aftale i stand med Serena Williams, men det var svært.

»Jeg prøvede selv at få fat i hende i Miami, men hun er meget travl,« siger hun med et smil i tv-klippet.

»Der sker bare så meget. Jeg er sikker på, at hun elsker spillet, og det har været hendes liv i så mange år. Men omvendt så er hun travl. Jeg tror ikke, vi ser hende til en professionel turnering igen.«

Hun husker tilbage på kampene mod Serena Williams med glæde – og lidt irritation.

»At spille på samme tid som hende var hårdt, for der var mange turneringer, som jeg sikkert kunne have vundet, hvis hun ikke var i vejen.«

»Men det har også været en ære at spille samtidig med hende, for så har jeg haft muligheden for at kæmpe mod den bedste spiller nogensinde,« siger hun om konkurrenten, der blev hendes veninde.