Tillykkeeeeeeeeeeee, Caroline!

Det er væltet ind med lykønskninger til Caroline Wozniacki, siden hun lørdag vandt karrierens første Grand Slam, Australian Open.

Præstationen har fået en hel tennisverden til at lægge sig for hendes fødder, og nu afslører tennisdronningen, at også det danske kongehus har kontaktet hende for at udtrykke sin beundring og lykønske:

»Jeg har hørt fra den kongelige familie. De sagde tillykke til mig og sagde, at de er virkelig glade på mine vegne, så det er virkelig fedt,« siger Caroline Wozniacki til WTA-tourens hjemmeside.

LÆS OGSÅ: Wozniacki runder vild milepæl: Grand Slam-titel forgylder hende!

Caroline Wozniacki fortæller ikke hvem, som hun har snakket med fra kongehuset og den royale familie ønsker heller ikke at oplyse, hvem der tog kontakt til hende, men et godt bud kunne være, at kronprins Frederik i hvert fald er iblandt. Kronprinsen er yderst sportsinteresseret og desuden det danske medlem af den internationale olympiske komité, IOC.

Caroline Wozniacki kunne dårligt være i sig selv, da hun vandt Australian Open.
Caroline Wozniacki kunne dårligt være i sig selv, da hun vandt Australian Open. Foto: PETER PARKS
Vis mere

Den royale ros kunne Wozniacki nyde mandag, hvor det samtidig blev officielt, at hun igen for første gang i seks år er nummer et på verdensranglisten.

Dermed får hun endelig belønning for sin lange kampe tilbage til verdenstoppen. Ingen kvindelig tennisspiller har således nogensinde haft så lang en ’pause’ mellem to førstepladser.

Det længste nogen før Wozniacki har ventet på at komme tilbage på førstepladsen er fem år og 29 dage. Dengang var Serena Williams den tålmodige.

Mens Australian Open-sejren blev fejret søndag i Melbournes botaniske have, blev førstepladsen på verdensranglisten i går markeret i Danmark. Her tjekkede Wozniacki sammen med sin forlovede David Lee om eftermiddagen ind på eksklusive Hotel d’Angleterre i København.

​I toppen af artiklen kan du se fem af de vildeste dueller fra finalen i Australian Open.

Københavns overborgmester Frank Jensen inviterede hende allerede få minutter efter hendes triumf i Australien ind på rådhuset til en traditionel hyldest.

»Din sejr i Melbourne svarer til en Guldmedalje. Derfor denne invitation fra København,« skrev han på det sociale medie Twitter.

Ifølge BT’s oplysninger havde Wozniacki mandag eftermiddag endnu ikke svaret på overborgsmesterens invitation, og hendes program for besøget i Danmark var derfor ukendt.

Uagtet hvilke planer den danske superstjerne har lagt, er det dog sikkert, at hun allerede i dag rejser videre. Nye opgaver på tennisbanen venter. WTA-turneringen i russiske Sankt Petersborg begyndte mandag og Wozniacki træder som topseedet direkte ind i anden runde.