Caroline Wozniackis tenniskarriere lakker mod enden.

I december fortalte hun på amerikansk morgen-tv, at de næste 14 dages grand slam-turnering – 2020-udgaven af Australian Open – bliver hendes sidste på topplan.

Spørger man den svenske tennislegende Mats Wilander, der er ekspertkommentator på tv-kanalen Eurosport, bør Caroline Wozniacki være særdeles stolt over det, hun har opnået siden prof-debuten i juli 2005.

»Caroline Wozniacki er en af tennissportens mest betydningsfulde damesinglespillere nogensinde. I min begrebsverden har hun nemlig ført bevis for, at man med et gennemsnitligt talent kan nå toppen i sin sport. Og det skal altså opfattes som en kompliment,« siger Mats Wilander i et telefoninterview med B.T. forud for Australien Open, der serves i gang mandag den 20. januar i Melbourne.

27. januar 2018 sikrede Caroline Wozniacki sig – ved Australian Open – karrierens første og hidtil eneste grand slam-triumf, da hun i damesinglefinalen besejrede Simona Halep.
27. januar 2018 sikrede Caroline Wozniacki sig – ved Australian Open – karrierens første og hidtil eneste grand slam-triumf, da hun i damesinglefinalen besejrede Simona Halep. Foto: JULIAN SMITH
Vis mere

Vil du præcisere dit synspunkt?
»Hun har sat et endnu større aftryk, end hendes 30 turneringssejre berettiger til. Inden hun siger endegyldigt farvel ved Australian Open, har hun kun vundet en enkelt grand slam-titel. Det er efter min mening mindre, end man kan forvente af en spiller, der har ligget nummer et på verdensranglisten i over et år. Det kan ikke påstås, at hun slår hårdt til boldene eller flugter vanvittig godt. Faktisk har hun i tennismæssig forstand ikke budt på andet specielt end en fremragende fysik. Men når det er sagt, er hun et eksempel på, at man kan nå ufattelig langt takket være træningsflid, fight og en positiv attitude. På den måde vil hun for rigtig mange være en evig inspirationskilde.«

Så du ser lidt af dig selv i Wozniacki?
»Det kan man vel egentlig godt sige, at jeg gør. Jeg blev i min karriere også skudt i skoene, at jeg tennismæssigt ikke havde ret meget at byde ind med. Ikke desto mindre erobrede jeg verdensranglistens førsteplads og syv grand slam-titler. Men ved at træne hårdt kan man altså nå rigtig langt.«

Vil hun blive savnet?
»Det vil hun helt sikkert. Jeg har altid elsket at se Caroline spille. Hver eneste gang, hun er gået på banen, har hun haft til formål altid at gøre sit allerbedste både taktisk og fysisk. Som kommentator og tennisfan er det en ting, jeg sætter stor pris på.«

Hun er kun 29 år. Synes du, det er for tidligt, at hun vælger at indstille karrieren?
»Det kan man godt sige, at det er. Serena Williams er 38 år og er stadig med på WTA Touren. Men hvis man stadig vil være i spil til at vinde de betydende titler, kræves det, at kroppen kan holde til at træne den krævede mængde. Efter hvad jeg kan forstå, har Wozniacki ikke længere mulighed for dette, og så giver det god mening, at karrierestoppet kommer nu. Måske har beslutningen også noget at gøre med, at hun sidste sommer blev gift, og at hun nu har planer om at stifte familie. Under alle omstændigheder har hun haft en lang og flot karriere, hvor hun tidligt blev verdensetter. På den baggrund er der ikke noget at sige til, at motivationen til at yde det, der skal til for at kunne være blandt de bedste, er dalende.«

Dagen efter Caroline Wozniacki havde vundet damesinglefinalen ved Australian Open, blev hun sejlet rundt med sejrstrofæet i en sø i Melbournes botaniske have.
Dagen efter Caroline Wozniacki havde vundet damesinglefinalen ved Australian Open, blev hun sejlet rundt med sejrstrofæet i en sø i Melbournes botaniske have. Foto: PETER PARKS
Vis mere

Har du nogle gode råd til hende om, hvordan hun kommer videre efter karrierestoppet?
»Hun skal ikke lade sig påvirke negativt af, at hendes resultater det seneste års tid ikke har været i top. Mit råd er, at hun ikke skal fjerne sig alt for langt fra tennissporten. Heller ikke selv om hun skulle gå rundt med aktuelle planer om eksempelvis familieforøgelse eller en jordomrejse. Sporten har været en enorm del af Carolines liv. Det er her, hun har en stor del af sit netværk. Som person kan man aldrig betale lige så meget tilbage til sporten, som den har givet dig. Aldrig!«

Hvordan oplevede du dit eget karrierestop i 1990'erne?
»Mine sidste par sæsoner var set i et resultatmæssigt perspektiv problematiske, så det føltes egentlig som en naturlig beslutning. Jeg besad i den sidste del af karrieren ikke samme sejrssult som i begyndelsen. Efterfølgende fortsatte jeg som kaptajn for det svenske Davis Cup-landshold og er nu tenniskommentator på tv. Det har jeg det fint med.«

Hvordan klarer Caroline Wozniacki sig i sin afskedsturnering?
»Hun trives i Melbourne. Det hurtige baneunderlag, som Australian Open spilles på, betyder, at hun kan drage stor nytte af sin serv, der på et sent tidspunkt i hendes karriere er blevet et stærkt våben. Så jeg mener, at Australien er det perfekte sted for hende at vinde endnu en grand slam-titel.«

Du mener altså, at hun har en chance for at sikre sig endnu et Australian Open-trofæ?
»Jeg har altid troet på Wozniackis grand slam-titelchancer. Også før hun erobrede den første i Melbourne (i 2018, red.). Hun har forberedt sig godt til opgaven. Svaret på spørgsmålet er det kun Caroline, der kan give. Men hvis hun tror tilstrækkeligt meget på muligheden, er det efter min bedste overbevisning ikke utænkeligt, at hun stryger til tops. De største problemer for hende vil ligge i de første runder, hvor hun formentlig vil blive udfordret af spillere, der ikke har den allerstørste respekt for hende. Men hun ved, hvordan man vinder i Melbourne. Det faktum gør det meget nemmere at få grand slam-titel nummer to i hus.«

Sådan reagerede Caroline Wozniacki, efter hun havde vundet matchbolden mod Simona Halep i Australian Open-finalen i 2018.
Sådan reagerede Caroline Wozniacki, efter hun havde vundet matchbolden mod Simona Halep i Australian Open-finalen i 2018. Foto: PETER PARKS
Vis mere

Hvem tror du, vinder Australian Opens damesinglerække?
»Feltet af favoritter er meget åbent. Der er vel 20 spillere, der kan stryge til tops. Serena Williams har chancen, da hun altid leverer på et højt niveau. Det er dog langtfra garanti for, at hun sikrer sig karrierens 24. grand slam-titel i damesingle. For hvor står Simona Halep i øjeblikket, og hvad med spillere som Bianca Andreescu og Sloane Stephens?«

Ved Australian Open spilles der om en samlet præmiesum på 331 millioner kroner. Af dette beløb modtager vinderne af de to singlerækker hver 19,2 millioner kroner

Ashleigh Barty er i damesingle seedet til at møde Karolina Pliskova i finalen, der ligesom alle andre kampe blandt andet kan ses på tv-kanalen Eurosport og streamingtjenesten Dplay.

I fjor vandt japaneren Naomi Osaka finalen i damesingle over Petra Kvitova.