Hun nåede toppen i tennis – men det kunne nok også være gået en anden vej.

Det fortæller Caroline Wozniacki i Danmarks Idrætsforbunds magasin 'Idrætsliv'.

Her er den 32-årige tidligere tennisstjerne inde på nogle af de andre sportsgrene, som hun prøvede som lille.

Hun droppede svømning, da det simpelthen foregik for tidligt på dagen, men på håndboldbanen var det ifølge hende den daværende klub, der satte en stopper for hende.

Caroline Wozniacki droppede håndbolden.
Caroline Wozniacki droppede håndbolden. Foto: Henning Bagger
Vis mere

»Jeg var god til håndbold, men klubben ville ikke rykke mig op, og jeg blev derfor ikke presset nok. Derfor stoppede jeg,« siger Wozniacki.

»Det endte så med tennis, men i kraft af min personlighed og vindermentalitet skulle jeg nok have fundet en vej til toppen i en anden sportsgren end tennis.«

Wozniacki var dybt inspireret af Anja Andersen.

»Hende var jeg stor fan af, da jeg var barn. Hun løftede niveauet for kvindehåndbold og fik alle andre med.«

Anja Andersen henrykkede danskerne.
Anja Andersen henrykkede danskerne. Foto: PALLE HEDEMANN
Vis mere

Nu er Wozniacki i Hall of Fame sammen med hende, hvilket hun selv finder 'surrealistisk'.

Tenniskarrieren sluttede i 2020, og i starten af dette år fik Wozniacki så den ultimative danske hyldest, da hun kom med i legendernes eksklusive klub. Der er kun 38 i sportens Hall of Fame.